<

Korn og foder bidrog med millionoverskud til Overgaard14-05-2019 - 11:12

Handel med korn og foder gav overskud, men svineproduktionen trak ned, så det samlet blevet et underskud for Overgaard Gods

 

Trods et lille underskud i 2018 investerer Overgaard Gods nu stort. Dels i en udvidelse af svineproduktionen. Dels i agroafdelingen, der sidste år gav et millionstort overskud. Pressefoto.

Det hjalp ikke Overgaard Gods A/S tilstrækkeligt, at handel med korn og foder i Overgaards agroafdeling gav et millionstort overskud.

 

Det samlede økonomiske resultat for Overgaard Gods A/S i 2018 blev et minus på 800.000 kr., oplyser godset i en pressemeddelelse.

 

Godset, der sidste år havde 36 ansatte i gennemsnit, havde en nettoomsætning på 466 millioner kroner. 

 

- Set i lyset af den hårde tørke og de lave svinepriser sidste år, så er vi faktisk godt tilfredse med det økonomisk resultat for året, siger Claus Berggren, direktør for Overgaard Gods A/S.

 

Forventer bedre 

resultat for 2019

- Vi forventer da også et mærkbart bedre resultat for 2019, tilføjer han.

 

Sidste år blev der produceret omkring 36.000 30 kg’s smågrise på stedet, og denne produktion kom til at koste det nordjyske gods næsten to millioner kroner.

 

Derimod bidrog Overgaards agroafdeling, der handler med korn og gødning, til godsets økonomi med et millionstort overskud - på trods af tørken og et total fravær af indtægter fra tørring af korn. 

At agroafdelingen alligevel bidrog positivt til godsets økonomi sidste år, skyldes, ifølge Claus Berggren, en forbedret indtjening på handelen med korn og gødning.

 

- Selv om vores svineproduktion gav underskud sidste år, tror vi på, at der er indtjeningsmuligheder i denne produktionsgren fremadrettet, siger direktøren.

 

Udvider til 1.600 årssøer

- Derfor udvider vi nu fra 1.350 årssøer til 1.600 årssøer, så vi fremover kommer til at producere cirka 52.000 30 kg’s grise om året, fortsætter Claus Berggren.

 

- Det sker ved, at vi opfører en ny farestald og en ny løbeafdeling, idet de bestående stalde trængte til at blive opdateret. De øvrige svineproduktionsbygninger er enten nybyggede eller er blevet renoveret over de seneste fem år, fortæller han.

 

I Køge er Overgaards agroafdeling i gang med at udvide sit bestående kornanlæg. Der opføres blandt andet to udendørs siloer, så lagerkapaciteten øges fra 10.000 tons til 12.500 tons korn. 

 

Samtidig opføres der en overdækket gødningshal samt nye kontorfaciliteter i Køge.

 

På Saunsøgård ved Nakskov skrider byggeriet af et nyt, avanceret kornanlæg planmæssigt fremad. Her får Overgaard fra den kommende høst kapacitet til opbevaring af i alt 24.000 tons korn.

 

Ejeren af Overgaard Gods A/S, Brask Thomsen Stiftung, konverterede op til årsskiftet tilgodehavender i selskabet for 200 millioner kroner til egenkapital. Den blev herved øget til 205 millioner kroner.

 

Herudover tilførte Brask Thomsen Stiftung pr. 31. december 2018 likvider for 60 millioner kroner til Overgaard Gods A/S.

<