<

Nordvest Foder: Lokal forretning giver plads til at eksperimentere19-07-2019 - 14:39

I Vestervig driver søskendeparret Jens Johnsen og Hanne Toft grovvarehandlen 

Nordvest Foder videre efter deres far. Forretningens flade organisationsstruktur 

giver tid til personlige relationer til kunderne.

Hanne Toft, der er direktør og medejer i Nordvest Foder, driver sammen med sin bror virksomheden videre efter deres far. Foto: Anya Engelbrecht.

Af Anya Engelbrecht

 

Det er noget særligt at drive forretning i provinsen. I hvert fald hvis man spørger Hanne Toft, der er direktør og medejer i Nordvest Foder, som har hovedsæde i Vestervig i Thy. For i provinsen, hvor befolkningstætheden ikke er så stor, kender man alle sine naboer. 

- Vi er en meget lokal forretning, og vores kunder kommer primært fra Thy og Thyholm. Der kommer nye kunder til, men vi har også mange, som har været kunder hos os altid. Vi kender derfor de fleste af vores kunder godt. Det kommer man hurtigt til, når forretningen ikke er større, fortælle Hanne Toft. 

Grovvarevirksomheden bød de første kunder indenfor i 1981, hvor Hanne Tofts far, Frede Johnsen startede forretningen under navnet Vestervig Grovvareforretning. Det foregik i laden i et nedlagt landbrug, men der gik ikke mange år, før Frede Johnsen behøvede mere plads og byggede den første hal på virksomhedens nuværende adresse. 

I 1998 startede Frede Johnsens søn, Jens Johnsen, Nordvest Foder op på Thyholm, og i 2004 blev Nordvest Foder og Vestervig Grovvareforretning lagt sammen til det Nordvest Foder, vi kender i dag. 

 

Flere generationer på arbejde

Hanne Toft ejer sammen med broren Jens Johnsen 50 procent af Nordvest Foder. De øvrige halvtreds procent ejes af Mollerup Mølle, som leverer varer til forretningen, men ellers ikke deltager i den daglige drift. 

Både Hannes søster og nevø er med i Nordvest Foder, der i høj grad er blevet et familieforetagende. Selvom Frede Johnsen har videregivet ejerskab og styring til sine børn, kommer han stadig på arbejde hver dag, hvor han står i butikken i Vestervig. 

- Vi har to hobbyforretninger i henholdsvis Vestervig og på Thyholm. Her sælger vi tilbehør og foder til hobbydyr samt forskellige former for brændsel. Vi er en blandet landhandel i aller bogstaveligste forstand, fortæller Hanne Toft, der har været med i familieforetagenet i 30 år. 

 

Hovedfokus på professionelle

Hobbyforretningerne udgør dog kun en lille del af virksomhedens omsætning. Den primære handel foregår med professionelle landmænd. 

- Vores hovedfokus er på kornhandel, planteavl og fodersalg. Den konventionelle afdeling er størst, men gennem de sidste år har vi også udviklet en handel med økologiske afgrøder, som bliver mere og mere populære, fortæller Hanne Toft. 

Nordvest Foder producerer ikke selv færdigfoder, men koncentrerer sig om salg og bearbejdning. Det konventionelle færdigfoder kommer fra Mollerup Mølle, og det økologiske bliver leveret af Vestjyllands Andel og Danish Agro. Enkelte fodertyper til hobbydyr kommer fra andre leverandører. 

- Det hele bliver kørt ud til landmændene fra vores lager her i Vestervig. Vi har egen tankvogn og ladbil til vareturene, og er der behov for mere, har vi godt samarbejde med de lokale vognmænd, fortæller Hanne Toft. 

 

Tæt kontakt med kunderne

Nordvest Foder beskæftiger ti medarbejdere i alt, og den forholdsvis lille organisation er netop en af de faktorer, som ifølge Hanne Toft er med til at holde forretningen konkurrencedygtig. 

- Vi har en flad organisation, hvor alle folk er trænede i at tage beslutninger, og dermed er virksomheden heller ikke så dyr at drive. Samtidig prioriterer vi kundekontakten rigtig højt. Kunden skal kunne komme i snak med de rette medarbejdere og få svar på spørgsmål uden at skulle gennem en masse omstillinger og ventetid, siger Hanne Toft, der selv synes, at netop relationen til kunderne er med til at gøre arbejdet spændende.  

- Det er vigtigt at kunne løse opgaverne i samarbejde med kunden og at få en god relation. Så kan vi se, at vi har en berettigelse. Samtidig passer det godt sammen med vores fokus på at fornemme, hvad der er inde i tiden, og hvilke behov vores kunder har. Fordi vi har en flad organisation, er det også lettere for os at få afprøvet nye idéer for at undersøge, hvordan vi kan efterkomme kundens behov, lyder det fra Hanne Toft. 

 

Plads til at eksperimentere

Netop at eksperimentere for at finde gode løsninger er højt på prioriteringslisten hos Nordvest Foder.  

- Nogle gange skal vi turde gøre tingene lidt anderledes for ikke at være magen til alle andre. Det kan for eksempel være nye måder at bearbejde afgrøderne på. Det er nødvendigt for at bibeholde vores berettigelse, når vi nu er en forholdsvist lille spiller på markedet, siger Hanne Toft, der håber på fortsat at kunne udvikle forretningen i fremtiden. 

Det begrunder hun blandt andet med, at landbrugets kraftige udvikling ser ud til at fortsætte, og at det derfor er vigtigt at følge med, så man fortsat har en relevans. 

- Vi har ingen planer om at starte produktion, men om at udvikle den nuværende handel og forarbejdning. Vi har heller ikke planer om at udvide vores dækningsområde, for vi er godt tilfredse med at være en lokal virksomhed. Dermed ikke sagt, at vi nægter at blive større, for man skal også passe på ikke at stå stille. Udvikling er alfa og omega, lyder det fra Hanne Toft.

<