<

Commoditrader gør klar til indtog i flere østlande22-09-2019 - 12:15

For to uger siden åbnede Commoditrader for handel i Rumænien, og i 

løbet af de næste måneder følger flere østeuropæiske lande

De to stiftere af handelsplatformen Commoditrader, Julie Karl Koch Fahler, tv. og Ida Boesen. Foto: Anya Engelbrecht.

Af Helge Lynggaard

 

- Det var helt vildt og overgik virkelig vores forventninger. 

 

Ida Boesen, en af grundlæggerne af handelsplatformen Commoditrader, glæder sig over den modtagelse, som handelsplatformen har fået i Rumænien, hvor den blev lanceret for to uger siden.

 

- Allerede i de første par dage efter vores start i Rumænien var der lagt hele skibsladninger med 30-40.000 tons korn og majs på platformen. Samtidigt havde vi handelshuse i Mellemøsten, der lagde bud ind på disse skibsladninger, fortæller Ida Boesen til Grovvarenyt.

Den nye handelsplatform blev åbnet for handler på dansk for fem måneder siden, og nu har Ida Boesen og hendes unge team taget det næste skridt – at åbne for handel i Rumænien.

 

- Man kan vel sige, at Danmark til dels har fungeret som vores testmarked, men der ligger også en ambition om at forbinde Øst- og Vesteuropa på engrosmarkedet. Derfor er det vores plan, at vi vil åbne i en række østeuropæiske lande i løbet af de næste fem-seks måneder. Det gælder foruden Polen og de baltiske lande også Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn med flere.

Ida Boesen har med tilfredshed kunnet se, at landmænd og handelshuse i Rumænien har taget den nye handelsplatform i brug.

 

- Fra dag ét kom der rigtig mange annoncer på platformen, og det var specielt interessant at se, hvordan mange handelshuse i Rumænien hurtigt blev aktive på platformen.  De får kornet udskibet fra havnen i Constanta, som ligger ud til Sortehavet og er en af Europas største for udskibning af korn og råvarer. 

 

Ida Boesen fortæller desuden, at mange rumænske landmænd også viser stor interesse i handelsplatformen. De efterspørger en bedre markedsindsigt, da de i Rumænien ikke har samme adgang til kvalificeret rådgivning, og den organisatoriske struktur i og omkring landbruget lader meget tilbage at ønske sammenlignet med danske forhold.   

 

Segmentering på platformen

Ida Boesen mener, at handelshusene har taget godt imod platformen, fordi de har mulighed for selv at bestemme, hvem der må se deres priser. 

 

- Når de sætter en pris på opkøb af korn hos landmanden, lægger de typisk en købspris op for siloer rundt om i landet, og det kan være forskellige priser fra lokation til lokation og fra landmand til landmand. Platformen regner så selv prisen ud på transport fra landmand til silo, og dermed modtager landmanden et individuelt tilbud, lige meget hvor han er placeret. Når handelshuset så sætter varer til salg FOB Constanta, bliver landmændene typisk valgt fra i segmenteringen.

 

Ansætter lokalkendte

Allerede i foråret ansatte Commoditrader en rumænsk medarbejder som er bosiddende i Danmark. Hun har arbejdet på at skabe kontakter med både landmænd, handelshuse og andre aktører i Rumænien for at teste interessen for den nye handelsplatform.

 

- Vi vil benytte samme fremgangsmåde med at ansætte medarbejdere, som er lokalkendte i de øvrige østeuropæiske lande, siger Ida Boesen.

 

Gratis i brug

Det koster ikke noget  at benytte Commoditrader. Så foreløbig er pengestrømmen kun gået én vej for selskabet.

 

- Det er jo lidt samme princip som Den Blå Avis. Her koster det heller ikke noget at komme i kontakt med hinanden og gennemføre en handel. Det er først, hvis man ønsker nogle ekstra funktioner, at det koster noget. Samme princip vil vi benytte. Her vil der blive tale om finansielle løsninger, som kan medvirke til at sikre handlen. Både løsninger, som også allerede bruges i engroshandlen i dag, og helt nye tiltag, som bliver muligt, når man digitaliserer handlen.

 

Ida Boesen understreger, at markedspladsen på Commoditrader først har en værdi, hvis der er mange, der bruger den.

 

- Derfor har vi valgt, at det ikke skal koste noget at bruge den. Så indtil videre er det ren tilsætning. Men vores fokus er i første omgang på skalering, så vi kan forhandle nogle rigtig gode løsninger hjem for brugeren, som både er bedre og billigere end det, vi kender i forvejen. Og det er blandt andet derfor, vi har ansat vores nye direktør, Simon Haldrup, som kan bidrage med sine erfaringer fra Danske Bank, siger Ida Boesen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 38, 20. september 2019

<