< Tilbage

Økologisk grøntavler har fravalgt pesticider godkendt til økologi24-05-2019 - 13:57

Selvom der er en række godkendte midler til brug i økologiske afgrøder, har en økologisk grøntavler valgt at stoppe med at anvende pesticiderne. For ham føles det forkert at anvende dem på økologiske grøntsager. Faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug ser ikke et problem i brugen.

 

Janus Sølvsten er opvokset på Blakgården, som dengang var hans forældres. Nu har han overtaget og driver mellem 50 og 60 økologiske afgrøder. Den østjyske grøntavler har taget et aktivt fravalg af pesticider. Foto: Anya Engelbrecht

Af Anya Engelbrecht og 

Pernille Skjøtt Danielsen

 

På det økologiske familielandbrug Blakgården nær Silkeborg dyrker Janus Sølvsten på en sæson mellem 50 og 60 forskellige økologiske grøntsager, som han sælger direkte til forbrugerne.

 

De sidste to år har Janus Sølvsten enkelte gange brugt pesticider godkendt til økologi på sine grøntsager for at beskytte dem mod insekter, men i 2017 blev det sidste gang.

 

- Jeg har valgt at gå over til at bruge net til at beskytte mine afgrøder for insekter på grund af en form for forsigtighedsprincip. Selvom jeg har tiltro til, at når et middel bliver godkendt til økologisk landbrug, så er det i orden at bruge. Men alligevel er der et eller andet i mig, som siger, at det vil være bedre at gøre det på den anden måde, siger Janus Sølvsten.

 

Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug, bekræfter, at der ikke er noget problem i at anvende de pesticider, der er godkendt til økologi. Han mener derimod, at det er en god idé at bruge dem, når det er nødvendigt.

 

- Det er en politisk følelsesladet opfattelse, at der ikke bliver brugt sprøjtemidler i økologisk landbrug. Jeg mener, at det vil være ressourcespild, hvis økologer ikke skulle have lov til at tilføre et middel, der retter marken op, hvis de har en mark, hvor afgrøderne er ved at gå til, forklarer Jørgen Evald Jensen.

  

‘Noget giftigt stads’

På Blakgården er det vigtigt for Janus Sølvsten, at hans afgrøder bliver dyrket økologisk. For ham er et af de vigtigste principper ved økologien, at der ikke bliver anvendt kemiske sprøjtemidler.

 

 - Når jeg tager ud for at købe økologiske æbler, gør jeg mig også nogle tanker om, om det er rigtigt at sprøjte æbler, for der bliver jo sprøjtet direkte på frugten, siger han.

 

Og selvom det er naturlige stoffer, der er godkendt til økologiske afgrøder, har Janus Sølvsten valgt at lægge marksprøjten på hylden.

 

Hos Bæredygtigt Landbrug mener faglig direktør ikke, at man som økolog behøver at fravælge pesticider.

 

- Vi har hos Bæredygtigt Landbrug den generelle holdning omkring anvendelse af sprøjtemidler, at når vi har en offentlig myndighed som Miljøstyrelsen til at holde styr på det, så har vi tillid til, at de gør det ordentligt og sikkert. Som almindelig bondemand, hvad enten man er økolog eller konventionel, har man ikke en jordisk chance for at finde ud af, om der skulle være noget galt med de godkendelser, siger Jørgen Evald Jensen.

 

 Dog er han en smule uforstående over for, at man gerne må anvende pyrethrin som økologisk landmand.

- Pyrethrin er noget giftigt stads, så det kan jeg godt undre mig over, hvorfor det er godkendt til økologi. Jeg kender ikke selv nogle økologer, der bruger det, fortæller Jørgen Evald Jensen fra Bæredygtigt Landbrug.

 

Godkendt middel slår 

insekter ihjel

Janus Sølvsten har kun dyrket økologiske grøntsager i fire år, hvor han i to af årene har anvendt bakterien bacillus thuringiensis.

- Den første sæson brugte jeg ingen sprøjtemidler. De efterfølgende to år anvendte jeg tre gange et svampemiddel, der indeholder bakterien bacillus thuringiensis, på nogle udvalgte afgrøder til at bekæmpe larver, siger Janus Sølvsten. 

 

Niels Bohse Hendriksen, Seniorforsker for Danmarks Miljøundersøgelser på Aarhus Universitet, har siden 1990’erne forsket i lige præcis den bakterie, bacillus thuringiensis, som indgår i det middel, som Janus Sølvsten har sprøjtet sine afgrøder med i 2016 og 2017.

 

- Bacillus thuringiensis er en bakterie, som producerer et krystal, der indeholder nogle pro- toksiner. Når selve krystallen bliver ædt af insektlarverne, bliver den opløst i tarmen og toksiner bliver dannet. Det gør larverne syge, og de dør efterfølgende, forklarer han om midlet, der primært bruges til at bekæmpe larver.

 

- Der er to typer af bakterien. Den ene slår sommerfuglelarver ihjel, og den anden slår myggelarver ihjel. Overordnet set vil jeg sige, at det er meget mere fornuftigt at bruge denne bakterie til bekæmpelse af larver, end det er at bruge kemiske pesticider. For det er en meget mere snæver gruppe af insekter, der bliver ramt, når man behandler med bacillus thuringiensis, forklarer Niels Bohse Hendriksen.

 

Tidskrævende og dyr løsning

Med det aktive fravalg af pesticider er nettene blevet Janus Sølvstens løsning mod insekter. Dog er det tidskrævende at skulle dække grøntsagerne på marken til med nettene, som Janus Sølvsten har investeret i. Derudover har han heller ikke gjort det for at spare i pengepungen.

 

- Nettene er rimelig dyre. Det tager tid at lægge dem på, og så skal jeg være opmærksom på, at de ikke blæser af. Så ud fra et rationelt synspunkt var det måske nemmere at sprøjte mine afgrøder, siger Janus Sølvsten, som altså ikke lægger skjul på, at han i høsten 2016 og 2017 anvendte pesticider på sine økologiske grøntsager.

 

Hos Bæredygtigt Landbrug ser Jørgen Evald Jensen heller ingen grund til, at man prøver at lægge skjul på, at der bliver sprøjtet med godkendte pesticider i økologisk jordbrug.

 

- Jeg synes, det halter, når man i det offentlige rum siger, at der slet ikke bruges sprøjtemidler i økologien. Det passer ikke. Det gør man. Ikke på et højt niveau, men man bruger det. Og det er der, jeg synes, at kæden er hoppet en lille smule af, mener Jørgen Evald Jensen.

Kommenter artikel


(Kommentarer skal godkendes før de bliver vist)

Kommentarer

< Tilbage