< Tilbage

Få et gensyn med de gamle hvedesorter07-06-2014 - 15:11

Gamle hvedesorter helt tilbage til 1930 kan sammenlignes med nutidens sorter, når Nordic Seed inviterer til Kulturplantens Dag 20.-21. juni i Dyngby og fremvisning af det nye byggeri med udsigt over Saksild Bugt

Jacob Hansen, produktchef hos Nordic Seed, i forsøgsmarken med de meget gmale hvedesorter, der er lidt gule i toppen. Foto: Helge Lynggaard

 

Af Helge Lynggaard

Om godt to uger åbner Nordic Seed i Dyngby ved Odder for et helt nyt arrangement, som bliver kaldt for Kulturplantens Dag.

- Vi vil gerne vise både landmænd, konsulenter og andre med interesse for landbruget, hvordan vi udvikler nye sorter, som giver et optimalt udbytte. Forud for hver ny sort, der lanceres, ligger der tusindvis af markforsøg og flere år arbejde, siger produktchef Jacob Hansen, Nordic Seed.

- Derfor tror jeg, det vil tiltrække mange landmænd og fagligt interesserede at se vores forsøg med gamle hvedesorter som for eksempel Sleipner. For at illustrere hvor meget der er sket ad forædlingens vej, bliver der mulighed for at sammenligne gamle sorter helt tilbage til 1930 med vores nyeste sorter. De gamle sorter var meget forskellige fra nutidens sorter. Man kan for eksempel tydeligt se, hvad forædlingen mod sygdomme i hveden har betydet, for de gamle sorter er angrebet af forskellige sygdomme,  fortsætter Jacob Hansen.

 

Dyrkningsforsøg

Ellers er det dyrkningsforsøgene, som han glæder sig til at kunne præsentere for de besøgende, som vil blive guidet rundt i forsøgsmarken.

- Vi har en række dyrkningsforsøg i hvede, hvor vi kan øge kendskabet til vores sorter og vurdere, hvilken dyrkningsstrategi, der er den optimale for den enkelte sort. Vi fokuserer på 12 sorter i vores dyrkningsforsøg, og det er sorter, som enten allerede er på markedet eller er lige ved at komme ud på markedet, siger Jacob Hansen.

Han står for markedsføringen af Nordic Seeds såsæd samt support af sælgerne.

- Vi betragter jo alle landene omkring Østersøen som vores hjemmemarked. Desuden har vi også eksport til England. Derfor undersøger vi, hvordan sorterne vil reagere, hvis de bliver dyrket i andre lande og dermed ud fra en anden dyrkningsstrategi. Vi laver derfor dyrkningsforsøg ud fra engelske, franske, tyske og svenske strategier, for de har typisk nogle andre gødnings- og svampestrategier end vi har, fortæller Jacob Hansen.

Foruden forædlings- og forsøgsaktiviteterne i Dyngby har Nordic Seed også en afdeling på Lolland og forsøgsmarker ved Skive.

- Forædlingen af hvede sker på Lolland, og vi har for tiden nogle rigtig gode sorter i Evergreen og Mariboss samt flere spændende sorter i pipelinen, siger Jacob Hansen.

I alt har Nordic Seed 50-60.000 små forsøgsparceller på hver fem gange halvanden meter.

- Så der er meget at holde styr på, men heldigvis kan vi nu indtegne forsøgsparcellerne på computer og overføre kortene til traktoren, så såningen sker ved hjælp af autostyring. 

 

Udenlandsk afprøvning

Hos Nordic Seed afprøves der også nye sorter fra udlandet.

- Vi har for eksempel afprøvet Propine fra Syngenta, som nu er blevet en stor sort herhjemme. Omvendt har vi også sorter, som bliver afprøvet i udlandet, for vi er nødt til at holde øjnene åbne for, om der er sorter, der kan bruges i udlandet. For eksempel har vi en hvedesort, der nu bliver benyttet til produktionen af baguettes i Frankrig, fortæller Jacob Hansen.

 

Forsøg med andre afgrøder

Under de to dage med Kulturplantens Dag bliver der lejlighed til også at se forsøg med byg og raps.

- Vi har både hybrid-  og linjeraps og vi har gul og hvid raps. Vi har desuden lavet et særligt forsøg med vinterbyg, hvor vi afprøver de nye hybridvinterbygsorter under danske forhold med tidlig såning i to-tre centimeters dybde for at fremme buskningen. Vi forventer, at det vil øge udbyttet i forhold til de traditionelle sorter.

 

Markedsplads med landbrugets leverandører

Det er første gang, at Nordic Seed holder dette arrangement med åbent hus i Dyngby.

-  Vi  arrangerer det i samarbejde med detailforretningerne, for det er dem, der har kontakten til landmændene, siger Jacob Hansen.

Ved forsøgsmarken etableres der en markedsplads, hvor en række leverandører til landbruget har hver deres pavillon. Desuden bliver der demonstration af droner.

Mens fredag er for professionelle besøgende, er lørdag mest henvendt til familier. Derfor vil der være lidt andre aktiviteter, som er møntet på børnefamilier.

Kulturplantens Dag fredag den 20. juni kl. 10-16 og lørdag den 21. juni kl. 10-15.

 

 

 

 

 

 

< Tilbage