< Tilbage

ATR’s nye foderfabrik i Aarhus er sat i gang19-12-2014 - 17:24

En helt ny foder-fabrik er skudt op af det bare ingenting på Østhavnen i Aarhus. For fremtiden skal her produceres 500 tons foder dagligt svarende til 180.000 tons årligt


ATR Landhandel DK's direktør Martin Laurdisen foran den nye fabrik på Aarhus Havn. Foto: Helge Lynggaard.

 

Af Helge Lynggaard

 

Konkurrencen på den danske marked for husdyrfoder bliver skærpet nu, hvor ATR Landhandels nye foderfabrik i Aarhus i denne uge er kommet i gang med produktionen.

- Vi er startet lidt langsomt op for at få produktionen kørt ind, men om få dage vil vi være oppe på de 500 tons foder om dagen, som vi har kapacitet til at producere, fortæller direktør Martin Lauridsen, ATR Landhandel DK Aps til Grovvarenyt under en fremvisning på den nye fabrik.

Han glæder sig over, at ATR nu får mulighed for at være konkurrencedygtige på at sælge foder Jylland og Fyn.

- Med den nye fabrik kan vi producere foderet billigere end andre og samtidig reducerer vi omkostningerne til transport. Hidtil har vi fået kørt foder op fra ATRs to fabrikker i Nordtyskland. Men til blandt andet kunder i Nordjylland er det for dyrt at køre så langt med foderet. Samtidig må lastvogne i Tyskland kun køre med 25 tons, mens vi i Danmark må køre med 36-37 tons. Fra fabrikken her i Aarhus får vi nu helt andre muligheder for at kunne levere foder uden fordyrende transportomkostninger, siger Martin Lauridsen, mens vi går rundt og ser den nye fabrik.

- Vi har intensiveret salget af foder siden 1. september, og det har betydet, at de tyske ATR-fabrikker har været nødt til at køre på overtid for at dække vores behov for foder indtil vi selv nu er køreklar, fortæller Martin Lauridsen videre.

Han forventer ikke, at foderfabrikken i Aarhus kommer til at sende foder syd for grænsen.

- Jeg regner med at vi kan afsætte det hele nord for en linje Kolding-Esbjerg. Syd herfor vil kunderne stadig få foderet leveret fra de tyske fabrikker.

 

Billigere i helt ny fabrik

Foderfabrikken på Østhavnen i Aarhus Havn er ny hele vejen igennem.

- Vi havde overvejet, om vi skulle etablere os i en eksisterende foderfabrik, men vi mener, at den billigste måde at producere foder på vil være i en helt ny fabrik, siger Martin Lauridsen.

Han peger på, at der er store fordele ved at fabrikken ligger helt ud til kajen, så en del af råvarerne kan sejles direkte til fabrikken.

- Det er billigere end at skulle fragte varerne på landevejen. Ad søvejen har vi fået hvede og triticale fra Baltikum samt rug og byg fra andre dele af Danmark. Desuden har vi fået solsikke, raps og soja hertil med skib, fortæller Martin Lauridsen.

Den nye foderfabrik råder over 36 råvaresiloer i selve fabriksbygningen, der er cirka 30 meter høj men ikke fylder meget ud til siderne. 

Filosofien er, at transportgangene for råvarer og færdigfoder skal være så korte som muligt for at spare på omkostningerne. Ved siden af står seks store amerikanersiloer, hvor der er plads til 2.000 tons korn i hver.

- Desuden kan vi råde over to planlagre mellem fabrikken og kajkanten. Her kan vi tage større partier korn eller soja ind og så efterhånden tage det ind på fabrikken, når vi har brug for det, fortæller Martin Lauridsen.

Der kan produceres foder på to linjer. I første omgang bliver der produceret foder til slagtesvin, senere følger kvægfoder, sofoder og på et tidspunkt også fjerkræfoder.

 

To mand på vagt

Det er de tyske moderselskab ATR Landhandel med hovedsæde i Ratzeburg syd for grænsen, der bygger fabrikken, som blot kræver to mand på vagt. I alt er der 12 mand ansat til at stå for driften, der kører døgnet rundt.

Planlægning af produktionen og råvareoptimering sker også fra Ratzeburg.

- Vi er bindeleddet mellem kunderne og fabrikken, siger Martin Lauridsen, der sammen med de øvrige medarbejdere i det danske datterselskab opererer fra Aulum.

< Tilbage