< Tilbage

Telia køber DLG ud af det fælles teleselskab13-01-2016 - 21:49

Telia overtager det fulde ejerskab af DLG Tele I/S, der hidtil har været et 50/50 partnerskab sammen med DLG.

 

Telia opnår dermed fuldt ejerskab af selskabet med dets ca. 220.000 abonnementer og en omsætning i 2014 på 438 milloner kroner, oplyser DLG i en pressemeddelelse tirsdag middag.

Salget sker som en del af DLG’s strategi om at fokusere på kerneforretningen.

- DLG og Telia har længe haft et stærkt partnerskab, og vi er meget tilfredse med at have fundet den stærkest mulige partner til at udvikle og drive DLG Tele videre til gavn for kunderne. Vi har sikret DLG’s kunder en rigtig god aftale, hvilket reelt betyder, at de nuværende produkt- og servicekoncepter videreføres som i dag,siger Kim Balle, Group CFO i DLG.

- Vi har været glade for partnerskabet med DLG, som vi længe har haft et fantastisk samarbejde med. DLG Tele er en veldrevet virksomhed og en solid aktør på det danske telemarked. Brandet passer godt sammen med Telia og Call me, og vi ser gode muligheder for at videreudvikle DLG Tele. Derfor er vi glade for købet, siger Morten Bentzen, administrerende direktør i Telia.

DLG Tele vil fortsat eksistere under samme navn og med samme velkendte produkter som i dag. Dermed bevares også det stærke fokus på at servicere kunder især i landbruget og i landområderne, hvor Telia vil være det teleselskab i Danmark, der har den største tilknytning.

Som en del af aftalen med Telia skal DLG’s involvering gradvist nedtrappes hen over de næste år, hvor DLG fortsat vil varetage en række funktioner som f.eks. fakturering. Dette skal sikre en smidig overdragelse, så serviceniveauet over for kunderne opretholdes.

 

< Tilbage