< Tilbage

Danish Agro: Vi kan ikke redde dansk landbrug03-02-2015 - 19:58

Økonomisk hjælp vil være som en dråbe i havet, men helt efter planen udbetales ekstra ti procent af overskuddet til ejerne

Vi er ikke nøglen til øsningen på landrbugets økonomiske problemer. Det kunne være vores undergang, for vi kan alligevel ikke klare den gældsbyrde, der er i landbruget, siger koncernchef Christian Junker.

 Af Helge Lynggaard

Trods en omsætning på 24,1 milliard kroner og et overskud efter skat på 449 millioner kroner skal danske landmænd ikke regne med en stor håndsrækning fra Danish Agro koncernen for at afhjælpe en akut økonomisk krise.

- Vi kan ikke redde dansk landbrug. Vi forsøger i stedet for at være en god medspiller, siger koncernchef Christian Junker.

- Dansk landbrug skylder omkring 350 mia. kr. og det ville være som en dråbe i havet, hvis vi forsøgte at hjælpe økonomisk. Vi kan jo ikke aflive malkekoen, og så tro, at vi stadig kan sælge mælk – i hvert fald ikke fra den samme ko, siger Christian Junker som et billede på, at det ikke nytter at dele ud af koncernens værdier.

- Vi er ikke nøglen til løsningen. Det kunne være vores undergang, for vi kan ikke alligevel ikke klare den gældsbyrde, der er i landbruget.

- Vi prøver i stedet for at være en seriøs og attraktiv samhandelspartner, der kompenserer for den tilbagegang i grovvarehandlen, som er et resultat af blandt andet høje afgifter på pesticider og begrænsninger på gødningen. For at kompensere for den manglende grovvarehandel har vi en strategi, hvor vi går bredere ud rent sortimentsmæssigt både herhjemme og internationalt, fortsætter Christian Junker.

Udbetaling på 54 mio. kr.

Danish Agros ejere og kunder vil dog få udbetalt 54 mio. kr. af koncernens overskud, hvis generalforsamlingen nikker ja til bestyrelsens forslag.

- Det gør vi helt ekstraordinært, men det har ikke noget med dansk landbrugs situation at gøre. Vi har en fast overskudspolitik, der siger, at vi udbetaler 10 procent af vores overskud efter skat og vores formand sagde allerede sidste år, at vi hvis vi nåede vores budgetterede overskud i 2014 ville vi overføre et tilsvarende beløb fra de frie reserver til landmændenes konti, siger Christian Junker.

Det betyder at Danish Agro i år henfører 54 mio. kr. i alt til sine medlemmer.

Tab på 24 mio. kr.

Selv om mange landmænd er i økonomisk knibe, forventer Danish Agro ikke at tabene på nødlidende landbrug vil stige væsentligt.

- Sidste år måtte vi afskrive 24 mio. kr. hvoraf cirka halvdelen var i Danmark. Vi har ikke budgetteret med et større beløb i 2015, men i Danmark kan det godt bliver større, selv om vi synes vi har rimelig styr på vores kreditter, siger vicekoncernchef Henning Haahr.

 

< Tilbage