< Tilbage

Nordjyske landmænd om vandplaner: 60 procent af vores jord skal tages ud af drift20-09-2013 - 16:25

 

Det er en skandale, at der ikke ligger officielle beregninger af vandplanernes indvirkning på landbruget her tre måneder før høringsfristens udløb, mener en gruppe nordjyske landmænd, der har taget sagen i egen hånd og selv foretaget konsekvensberegninger


Sammen med en gruppe kolleger har plante- og kvægavler Carsten Søborg Andersen beregnet konsekvenserne af vandplanerne for oplandet til Limfjorden. Foto: Bæredygtigt Landbrug.

 

Af Helge Lynggaard

For første gang er der lavet konsekvensberegninger af, hvad vandplanernes krav om reduktion af kvælstofudledningen til Limfjorden vil betyde for det nordjyske landbrug.

Og reduktionen vil få dramatiske konsekvenser.

Beregningerne viser, at kun 40 procent af landbrugsjorden i Limfjordens opland med 500.000 hektar fortsat kan dyrkes. Og det kan endda blive endnu mindre tilbage som landbrugsjord, hvis kravene til udledning af kvælstof bliver skærpet.

Vandplanerne vil ikke kun ramme landbrugsproduktionen i oplandet til fjorden. Det vil også ramme mange lokalsamfund, hvor landbruget er rygraden og det vil ramme hele samfundsøkonomien, da landbrugets i området står for 20 procent af dansk landbrugs samlede produktion.

Det fremgår af et notat, som en gruppe landmænd har udarbejdet med faglig bistand fra agronomerne Kristian Øster-gaard og Poul Vejby-Sørensen.

- Vi var en gruppe landmænd, der for snart to år siden satte os sammen for at finde ud af, hvad vandplanerne ville komme til at betyde for os, og det er nu endt ud i et notat, som vi fik lejlighed til at overrække miljøminister Ida Auken, da hun mandag var på besøg i Aalborg, fortæller gårdejer Carsten Søborg Andersen, Birkelse ved Aabybro til Grovvarenyt.

Landmændene opfordrer politikerne på Christiansborg til at genoverveje mål og midler for at reducere kvælstofudledningen.

- Vandplanlægningen for Limfjorden skal ændres nu – inden det er for sent. Ellers venter der en national katastrofe forude, advarer landmændene, som i onsdags også sendte notatet til lokale politikere i 18 kommuner i Nordjylland.

 

Manglende beregninger

Det syv sider lange notat indeholder nøje beskrivelse af, hvad den reducerede kvælstofudledning til Limfjorden vil betyde både, hvis kvælstofudledningen skal reduceres med 19.000 tons kvælstof på landsplan i 2027 og, hvis kravene bliver skærpet for at nå målet.

For at nå målet på de 19.000 tons kvælstof på landsplan skal kvælstofudledningen fra de 500.000 hektar landbrug i Limfjordsoplandet reducerer fra 9.162 tons i 2005-09 til 3740 tons i 2027.

En sådan reduktion vil være på 60 procent i forhold til 2005-09 og det betyder i praksis, at 60 procent af landbrugsjorden skal ud af drift, for at de resterende 40 procent – 200.000 ha – kan drives som i årene 2005-09, hedder det i notatet.

- Der er aldrig nogen fra myndighedernes side, der har sat sig ned og lavet de beregninger på, hvad vandplanen for Limfjorden vil komme til at betyde for de omkring 10.000 landmandsfamilier, der driver de 500.000 hektar landbrugsjord i oplandet til fjorden. De beregninger er faktisk påbudt af EU og skulle være gennemført for mange år siden, siger Carsten Søborg Andersen.

Han understreger, at beregningerne er blevet efterlyst mange gange men uden resultat.

 

En skandale

- En samlet opgørelse for oplandet til Limfjorden foreligger altså ikke fra de ansvarlige myndigheder her tre måneder før høringsfristen udløber. Det er en skandale, hedder det i notatet. Her understreges det, at det ikke kun er landbofamilierne, der ikke har et samlet billede af vandplanens erhvervsmæssig konsekvenser.

- Offentligheden og de politisk beslutningstagere kender heller ikke de fulde konsekvenser af planen, skriver landmændene.

De opfordrer beslutningstagere på Christiansborg  til et genoverveje både miljømål, indsatskrav og virkemidler. Ellers bliver politikerne ansvarlig for de yderst alvorlig erhvervs- og samfundsøkonomiske konsekvenser, som følger, påpeger landmændene.

 

 

< Tilbage