< Tilbage

Asbjørn Børsting stopper som koncernchef i DLG20-09-2013 - 14:35

 

Asbjørn Børsting har valgt at stoppe som koncernchef i DLG for at fokusere på koncernens forretning i Tyskland, som er hovedmarked for koncernens ambitiøse vækstplan. Derudover vil han også arbejde med aktiviteter inden for forskning.

Asbjørn Børsting fratræder som koncernchef i DLG.

 

Asbjørn Børsting (57 år) træder ud af DLG’s direktion og øvrige ledelse for at blive tilknyttet DLG’s tyske datterselskab HaGe, hvor Asbjørn Børsting fortsat vil være formand for bestyrelsen.

”Min beslutning ligger i naturlig forlængelse af det generationsskifte, som vi påbegyndte sidste år, da Kristian Hundebøll og jeg blev ligestillede koncernchefer. Jeg ser frem til at fordybe mig i forretningerne i Tyskland, som jeg har været engageret i men længe har haft et ønske om at involvere mig mere i. Derudover får jeg også mulighed for at fokusere mere på forskning og udvikling, som jeg altid har brændt for”, siger Asbjørn Børsting.

De sidste 20 år har Asbjørn Børsting været koncernchef i DLG. Han har taget initiativ til koncernens strategiske valg om internationalisering og har påbegyndt koncernens rejse mod udenlandske markeder.

Netop det tyske marked har sikret DLG eksplosiv vækst de seneste år, og med en forventning om at runde 30 milliarder i omsætning i 2013 alene fra Tyskland er der store forventninger til dette marked i fremtiden. Asbjørn Børsting vil få den vigtige opgave at udvikle strategiske samarbejdsområder og opkøbsmuligheder samt udvikle Beirat – det tyske repræsentantskab.

”Vi er glade for, at vi ikke slipper Asbjørn helt, men fortsat kan gøre brug af hans store faglige viden og stærke engagement. Asbjørn har været drivkraften bag DLG’s udvikling fra at være et dansk grovvareselskab til at være en af Danmarks største virksomheder med stor international bredde”, siger Niels Dengsø Jensen, formand for DLG.

Asbjørn Børsting vil fortsat varetage DLG´s interesser i DI, ligesom han vil fortsætte som formand for DLG´s datterselskab Sejet Planteforædling og for det nystartede samarbejde Crop Innovation Denmark (CID). Hertil kommer forskellige andre opgaver i tilknytning til planteavlsområdet samt forskning og innovation i Landbrug & Fødevarer.

Se desuden pressemeddelelserne fra DLG:

Ny koncerndirektion i DLG

DLG får ny koncernledelse

Nyt ansvarsområde med i DLGs topledelse

< Tilbage