< Tilbage

Ny kornhandler vil sikre gennemsigtige priser11-04-2013 - 22:14

 

Et nyetableret selskab tilbyder landmændene at hjælpe med at handle korn indbyrdes.

Jacob From er klar til at formidle kvalitetskorn mellem landmænd.

 

Af Helge Lynggaard

En ny kornhandler melder sig på markedet for direkte køb og salg af korn mellem landmænd.

Det er firmaet Hauge Korn A/S, Haderslev, der startede virksomheden i tirsdag den 2. april.

- Vi ønsker at gøre det nemt og sikkert for landmanden, at handle korn direkte med andre landmænd. Og der er tale om et åbent system med gennemsigtige priser, så både køber og sælger kan se alle omkostninger, siger Jacob From, som har arbejdet på at etablere virksomheden med hjemmeside og handelsbetingelser i det seneste halve år.

- Nu er vi parate til at gå i gang, og vi tror bestemt, der er et marked for os. Landboforeninger og deres konsulenter har længe opfordret landmændene til at handel korn indbyrdes, men det bliver ikke rigtig til noget. For hvordan ordner man lige alt det praktiske med prøver, transport og betaling? Det er her vi kommer ind og hjælper både køber og sælger, siger Jacob From.

Han fremhæver, at et væsentligt argument for sælger for at benytte Hauge Korn er at opnå en højere netto afregning.

- Ved at holde omkostningerne lavest mulige, vil køber samtidig få mulighed for at købe korn til en attraktiv pris, siger Jacob From.

Kan en planteavler selv opbevare sit korn og lave en god kvalitet, har han større mulighed for at sælge kornet som kvalitetskorn og dermed opnå en højere pris end hvis kornet blot havner i den store bunke hos grovvareforretningen, understreger Jacob From.

Interesserede landmænd kan helt uforpligtende indtaste deres købs- eller salgsforespørgsler på hjemmesiden eller kontakte Hauge Korn A/S direkte. I første omgang indgås en formidlingsaftale, og det er først når der indgås en endelig købsaftale med en anden landmand, at aftalen er forpligtende.

Hauge Korn A/S er stiftet af Jacob From, som bl.a. har arbejdet med kornhandel i foderstofbranchen samt flere år med grisehandel og -transport i SPF-Selskabet. Ideen til selskabet fik Jacob From for flere år siden.

Han forventer, at kornhandel kun er første skridt i den nye virksomhed.

- Jeg har allieret mig med Jesper Aarup, som arbejder med forretningsudvikling, og vi har flere ideer til andre aktiviteter, hvor vi kan være et alternativ til den etablerede grovvarebranche. Men ideerne er ikke så langt fremme endnu, at jeg kan løfte sløret for dem, siger Jacob From.

I bestyrelsen for Hauge Korn A/S sidder foruden Jacob From, Jesper Aarup og tidligere direktør i Landbo Syd, Gunnar Fink.

< Tilbage