< Tilbage

Dakofo kritiserer rapport fra Verdens Skove29-10-2018 - 23:42

Den danske foderbranche er helt fremme, når det gælder protein, siger Dakofo som modsvar til rapport, der kritiserer dansk import af sojaskrå

 

Vi er en lille aktør på verdensmarkedet, og vi kan som land ikke alene påvirke hvordan sojaen i Sydamerika bliver produceret, mener Dakofo. Foto: Colourbox.

Af Anya Engelbrecht


Verdens Skove har udgivet en rapport, der kritiserer den danske import af sojaskrå til husdyrproduktionen. Ifølge rapporten medfører sojaproduktionen i Argentina afskovning og skader lokalbefolkningen. 

Verdens Skove mener derfor, at de danske sojaimportører ikke stiller høje nok krav til leverandørerne, og at der ikke er styr på deres leverandørkæder. 

 

Det er et udsagn, som Dakofo langt fra er enige i, klargør brancheorganisationen i en pressemeddelese:

 

- Rapporten er unuanceret og afspejler ikke forholdene, som de er i dag. En række nyere internationale aftaler betyder, at den sydamerikanske sojaproduktion ser helt anderledes ud i dag end tidligere. Det er derfor forkert at konkludere noget generelt om sojaproduktion i Argentina eller sojaimport til Europa ud fra rapporten, skriver Dakofo og fortsætter:

 

- Den danske foderbranche stiller krav til sine leverandører af soja. Der gøres blandt andet gennem indkøbskriterierne og ’Supplier Code of Conduct’ som omfatter er en lang række strenge krav, for eksempel om afskovning, korrekt håndtering af sprøjtemidler, god landbrugspraksis, arbejdstagerrettigheder, lokalbefolkningen og sundhed. Sojaleverandørerne skriver under på, at de lever op til disse krav. 

 

Det er dermed i strid med fakta, at der den seneste tid er blevet fremført at foderbranchen ikke stiller krav til sine leverandører. Branchen arbejder tværtimod på både nationalt og europæisk niveau for at hæve standarden. 

Danmark aftager med en import på 1,7 mio. tons ca. 0,5 procent af den samlede globale sojaproduktion. 

 

Vi er en lille aktør på verdensmarkedet, og vi kan som land ikke alene påvirke hvordan sojaen i Sydamerika bliver produceret. Det var netop i erkendelsen heraf, at vi i Dakofo i vores europæiske brancheorganisation FEFAC har deltaget aktivt i at udarbejde fælles EU-guidelines for bæredygtig sojaimport. Retningslinjerne er i dag højeste standard, som europæiske sojaimportører vurderer de sydamerikanske sojaleverandører ud fra. 

 

FEFAC-retningslinjerne har haft en mærkbar positiv effekt i Sydamerika, og de er et eksempel på hvordan den danske grovvarebranche har taget ansvar, understreger Dakofo.

 

Artikel fra Grovvarenyt 12. oktober 2018

< Tilbage