Artikel fra Grovvarenyt den 24. maj, nr. 21-2019. Vil du læse flere artikler om samme emne, er du velkommen til at læse hele Grovvarenyt fra denne uge her
Af Anya Engelbrecht og
Pernille Skjøtt Danielsen
Forbruget af økologisk frugt og grønt boomer. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2016 solgt økologisk frugt og grønt for 2,5 milliarder kroner i danske supermarkeder.
I 2017 var salget steget til 3,7 milliarder. Det er en stigning på 48 procent på bare ét år. Fra 2017 til 2018 steg forbruget yderligere 16 procent til 4,3 milliarder kroner.
Frugt og grønt er dermed den største økologiske varegruppe i Danmark.
I en forbrugerundersøgelse foretaget af Landbrug og Fødevarer i 2017 havde 50 procent af de adspurgte svaret, at ønsket om færre pesticidrester i frugt og grønt er den vigtigste bevæggrund til, at de køber økologi.
Dog er der 29 aktivstoffer, der er tilladte at bruge i økologisk produktion, og undersøgelser viser, at knap en femtedel af arealet med økologisk frugt og grønt i Danmark er behandlet med pesticider.
Ifølge Nina Cedergreen, professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, ligger problematikken ikke i anvendelsen af pesticider i økologien, men derimod i, hvis der ikke kommunikeres klart om anvendelsen.
- Jeg tror, pesticiderne bliver brugt fornuftigt og kun, når det er nødvendigt, og jeg mener ikke, der er nogen fare for menneskers sundhed hverken ved danske økologiske varer eller danske konventionelle. Men der er selvfølgelig en mulig effekt på miljøet, ligesom der er for brug af konventionelle insektmidler. Det er jo forkert at sige, at man ikke bruger pesticider, når man bruger disse produkter, der slår insekter ihjel, både skadedyrene og potentielt også de gavnlige, siger Nina Cedergreen.
‘Øktober’ - nu med pesticider
Detailhandelsvirksomheden Coop, der ejer Fakta, Kvickly, Brugsen og Irma, har sat særligt fokus på økologien. Sammen med Danmarks Naturfredningsforening har de ført kampagnen Øktober, hvori de formulerer, at deres vision er at gøre Danmark dobbelt så økologisk.
Coop skriver blandt andet på deres hjemmeside, at ‘Det er ikke tilladt at bruge sprøjtegift i økologisk produktion’, og ‘Når du køber økologiske fødevarer, så støtter du en fødevareproduktion uden sprøjtegift, både i Danmark og i udlandet’.
Thomas Roland, der er CSR-chef i Coop, siger, at de hos Coop dog godt er klar over, at der anvendes nogen former for sprøjtemidler i økologien.
- Jeg håber rigtig meget, at der et eller andet sted i teksten på hjemmesiden står, hvad det er, vi mener med sprøjtemidler. Men for at kunne lave noget, der er forholdsvis simpelt og kommunikerbart, så bliver vi jo nødt til at vælge nogle måder at formulere det på, og så forhåbentligt skrive et sted med småt, at der selvfølgelig er nogle undtagelser. Så det er årsagen til, at det står, som det gør på kampagnesitet, siger Thomas Roland.
Thomas Roland mener, at ø-mærket på de økologiske varer i det hele taget er et ønske om at reducere kompleksiteten.
- Jeg synes egentlig, det er helt okay at kommunikere simpelt omkring økologi, da ø-mærket er et forsøg på at kommunikere til forbrugerne, at der her er nogle producenter, der har taget en række hensyn. Det er for at lave en simplificering, og som forbruger behøver du sådan set ikke kende alle de hensyn og de enkelte krav, eller om en høne har tre eller fire kvadratmeter. Det er lige meget. Du skal bare stole på det, siger Thomas Roland.
Han mener derudover, at det helt grundlæggende er forkert, at man kalder de stoffer, som anvendes i økologisk landbrug, for pesticider eller sprøjtemidler.
- Man tænker automatisk, at det lugter af kemi, og derfor synes jeg i virkeligheden, at fejlen ligger i, hvordan man definerer sprøjtemidler. Det, som er tilladt i økologien, er jo naturligt forekommende mineraler og salte som for eksempel ler, svovl, kobber, vegetabilske olier og stoffer, der kan bruges i fødevarer, samt udtræk af planter eller bakterier, siger Thomas Roland, der ikke kommer med et entydigt svar på, hvad han hellere så, at midlerne blev kaldt.
Forskere kalder
information misvisende
Danmarks Naturfredningsforening, der fører Øktober kampagnen sammen med Coop, skriver også på deres hjemmeside, at der ikke bliver sprøjtet i økologisk landbrug.
De skriver blandt andet: ‘Når du spiser økologisk, slipper du for rester af sprøjtegifte i maden’ og ‘Ingen ved med sikkerhed, hvordan sprøjtemidler påvirker vores sundhed. Økologisk produktion bygger på forsigtighedsprincippet. Derfor bruger økologiske landmænd ikke sprøjtegifte.’
Nina Cedergreen, professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, mener, at både Coop og Danmarks Naturfredningsforening giver misvisende information på hjemmesiderne.
- Det, de skriver, er forkert. Når der er en række midler, der er godkendt til økologisk jordbrug, så er det klart, at de også bruges. Jeg er ikke i tvivl om, at de fleste danske økologiske landmænd bruger betydelig færre pesticider end de konventionelle. Men de bliver brugt, og de dyrkningsmetoder, som økologerne bruger som alternativ til pesticider, har også konsekvenser for økosystemet, siger Nina Cedergreen.
Rikke Lundsgaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver hos Danmarks Naturfredningsforening forklarer, at teksten på deres hjemmeside skal forstås på den måde, at der i økologien kun må bruges naturlige midler, som bliver nedbrudt i naturen med det samme.
- Vi taler ikke i den forståelse, at det er syntetiske pesticider, som har restkoncentrationer ude i naturen og i fødevarer, der må anvendes. Vores primære anliggende i Danmarks Naturfredningsforening handler om natur, miljø og klima, og der har vi bare et konventionelt landbrug, der er bygget op på en afhængighed af brugen af syntetiske pesticider. Det har gjort, at vores natur og vores miljø har det rigtig skidt. Så det er den forståelse, vi skriver de her udsagn ind i, lyder det fra Rikke Lundsgaard.
Mælk kan også være
et sprøjtemiddel
Coop og Danmarks Naturfredningsforening står ikke alene om at fortælle, at der ikke brugs pesticider i økologien.
Økologisk landsforening skriver blandt andet i deres kampagne Ren Madglæde, at ” Økologer har valgt at være på den sikre side og helt undlade at bruge sprøjtemidler. Sprøjtegifte, som slår skadedyr og planter ihjel, kan aldrig være sunde for mennesker”.
På foreningens hjemmeside står der dog, at ”Der er kun tilladt et meget lille antal midler, der kan bruges i nødstilfælde mod skadedyr og svampeangreb. Der er tale om midler af naturlig oprindelse, og flertallet af dem har kun en fysisk virkning og vil ikke kunne genfindes på det høstede produkt eller i miljøet”.
Hos Økologisk Landsforening forklarer Sybille Kyed, der er landbrugspolitisk chef, at det skyldes den definition, man har givet sprøjtemidlerne.
- Uanset om det så var mælk, der blev sprøjtet med, så er det per definition et sprøjtemiddel, hvis det anvendes til plantebeskyttelse i landbruget. Det er bare ikke et sprøjtemiddel i den almindelige opfattelse, siger Sybille Kyed.
Tilbageholder
befolkningen oplysninger
Det er ikke kun professor Nina Cedergreen fra Københavns Universitet, der stiller sig kritisk over for informationerne om, at der ikke skulle blive sprøjtet i økologien.
Spørger man Jens Carl Streibig, der er professor emeritus i Afgrødevidenskab ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, er han af samme holdning.
- Der er i økologien sprøjtet med det, vi kan klassificere som pesticider. Derfor er det noget sludder, de siger hos Danmarks Naturfredningsforening. Men det er jo en god forretning. Danskerne vil gerne købe og betale ekstra for økologi, og så går de og tror, at der ikke bliver sprøjtet med pesticider, hvilket der alligevel gør. Man har tilbageholdt befolkningen oplysninger, og det, synes jeg, er vigtigt at få frem, siger Jens Carl Streibig.
Naturlige stoffer kan
også være giftige
Jakob Tilma, kommunikationschef i Dansk Planteværn, mener heller ikke, at det er et retvisende billede at tegne af virkeligheden, når organisationer og forhandlere skriver, at der ikke bliver anvendt pesticider.
- Både de sprøjtemidler, som benyttes i økologisk og konventionelt landbrug, er betegnet som pesticider af Miljøstyrelsen, og bare fordi de er naturlige, betyder det ikke, at de ikke er giftige. Hvis man ser på de mest giftige stoffer i verden, så er langt de fleste faktisk naturligt forekommende, fortæller Jakob Tilma.
Jakob Tilma understreger, at der er stor forskel på, hvad der bliver brugt og i hvor store mængder.
Han bliver bakket op af Jens Erik Jensen, der er landskonsulent i planteværn hos landbrugets vidensorganisation, Seges.
- I den offentlige debat er pesticider bare gift. Der er ingen, der forholder sig til, hvad det er giftigt over for og hvilke doser, man bruger det i, hvilket også er vigtigt. Der er rigtig meget af det, vi støder på i dagligdagen, som også er giftige. Det kan blandt andet være koffein, nikotin og salt. Det er alt sammen giftigt, hvis man indtager det i en for høj dosis, forklarer Jens Erik Jensen.
Han mener ikke, at der er noget galt i, at der bliver brugt pesticider i økologisk frugt og grønt, men at der kan være en problematik i kommunikationen omkring anvendelsen.
- Det er selvfølgelig en smule problematisk, hvis organisationerne gerne vil tegne et billede af sig selv, som nogle, der ikke rører den slags, siger Jens Erik Jensen fra Seges.