< Tilbage

Ny forening vil kæmpe mod lovgrundlag for sprøjteforbud 15-06-2019 - 20:23

Sprøjteforbud får den nye Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse 

til at planlægge retssag mod staten  

 

Bente Andersen er en af initiativtagerne til den nye forening. Foto: Pressefoto

Af Helge Lynggaard

 

En helt ny forening tager nu kampen op mod de indsatsplaner ved drikkevandsboringer, som vil reducere lodsejernes muligheder for at bruge pesticider i bestemte områder. Planer, som kommunerne nu er ved at rulle ud. 

 

- Både fagligt og juridisk er det helt galt med de planer, og det er ren symbolpolitik, som ikke giver os rent drikkevand, siger sekretær for Foreningen for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse, planteavlskonsulent Bente Andersen, Skanderborg, til Grovvarenyt.

Men det er ikke kommunerne, som den nye forening vil kæmpe imod. Det er derimod staten, som står bag det lovgrundlag, som sprøjteforbuddet er baseret på.

 

- Vi mener, at det, staten har gjort her, ikke er lovligt. Det strider blandt andet mod EU-lovgivning, siger Bente Andersen, der forventer, at der vil blive ført prøvesag for enkeltmedlemmer mod staten.

Foreningen har allieret sig med advokat Hans Sønderby Christensen til at føre sagen.

 

Møde 3. juli

Den nye forening indkalder alle interesserede til møde den 3. juli på Sabro kro.

 

- Vi indkalder til mødet for at samle alle berørte lodsejere. Fagligt og juridisk er det muligt og nødvendigt at imødegå de indgreb, som kommunerne er i gang med overfor lodsejere.

 

 - Vi er en gruppe lodsejere, der gennem foråret har arbejdet på at få etableret denne forening. Vi tror, det er godt, at initiativet kommer fra rødderne, for vi vil følge et fagligt og juridisk spor og holde politikken ude. Derfor har vi også valgt at danne en ny forening i stedet for at benytte de etablerede landbrugsorganisationer. Det er fint, at Landbrug og Fødevarer tager kampen med kommunerne. Vi vil køre et parallelt spor, hvor vi vil gå efter staten, siger Bente Andersen

 

Hun fortæller, at initiativet til foreningen startede med, at en gruppe ville mødes i januar, hvor det endte med 50 deltagere.

 

- Det startede med berørte lodsejere ved Odder og Aarhus samt Ry, men nu har vi også medlemmer fra både Præstø, Fyn og Nordjylland.

 

Alle forureningskilder skal tælle med

Bente Andersen forklarer, at når den nye forening har ordet bæredygtig med i sit navn, er det blandt andet for at signalere, at det ikke kun er pesticiderne, men alle potentielle forureningskilder, der skal tages med.

 

- Der er andre forureningskilder end landbruget. For eksempel har vi ved Ry en fyldplads, hvor man tidligere har gravet kemikaliedunke ned, for det var den besked, man fik dengang. Hvordan kan det påvirke drikkevandsforsyningen? Det er sådan nogle forhold, der skal inddrages og ikke blot et forbud mod brug af pesticider, siger Bente Andersen, der understreger, at problemet med arsen i vandboringer kan blive en boomerang.

 

- Hvis indvindingerne af drikkevand bliver koncentreret til langt færre boringer, kan det forøge problemerne med arsen, hvis der pumpes hårdt, siger planteavlskonsulenten, der er sekretær i den nye forening, som har landmand Ulrik Lunden, Aså, som formand.

Bente Andersen afviser ikke, at der kan være områder ved drikkevandsboringer, hvor det giver mening at undlade at sprøjte.

 

- Men det skal undersøges grundigt først. Og det er problematisk, når man ved, at grundvandet kan sikres ved mindre indgribende foranstaltninger, siger Bente Andersen.

Når hun er initiativtager til den nye forening, skyldes det først og fremmest faglig idealisme.

 

- Jeg tror på, at faglig formidling kan bære os igennem. Jeg føler måske nok, at vi indtil nu har spillet lidt fallit, fordi fagligheden ikke er blevet brugt, og det er vi nødt til at råde bod på nu, mener Bente Andersen.

 

Mødet om indsatsplaner og forbud mod pesticider holdes på Sabro Kro onsdag den 3. juli kl. 19.

Tilmelding og yderligere oplysninger på www.ffgb.dk

 

< Tilbage