< Tilbage

DLG flytter hovedkontoret fra Axelborg til Fredericia16-11-2017 - 13:26

Danmarks største grovvareselskab, DLG, flytter fra Axelborg i centrum af København og bygger et helt nyt regional- og hovedkontor i Fredericia. Det nye hovedsæde skal fra 2020 rumme 300 arbejdspladser.

DLG flytter hovedkontoret fra centrum af København til den markerede grund ved Lillebæltsbroen i Fredericia. Foto: DLG

DLG bygger nyt hovedkontor, der skal ligge i Fredericia. Dermed flytter Danmarks største grovvareselskab sit hovedkontor fra Axelborg midt i København til en mere central placering i Danmark tæt på kunder og ejere i landbruget, oplyser DLG i en pressemeddelelse.

Flytningen vil berøre cirka 200 arbejdspladser i det centrale København og cirka 100 arbejdspladser fra dele af DLG’s tre detailforretninger i Sydjylland, Østjylland og på Fyn, DLG’s Kundecenter og datterselskaberne Vitfoss/Vilofoss.

DLG’s nye hovedkontor vil blive bygget på en erhvervsgrund i nærheden af motorvej E45 og Lillebæltsbroen, hvor andre større virksomheder allerede er placeret. Byggeriet vil starte i 2018 og stå færdige i begyndelsen af 2020. Allerede i løbet af 2018 vil flere afdelinger flytte ind i midlertidige lokaler i Fredericia, fremgår det af pressemeddelelsen.

Beslutningen følger DLG’s Strategi 2021 om at samle koncernen og understøtte virksomhedens vækst i fremtidens landbrug, hvor kunderne bliver færre og større. Med omorganiseringen vil salg, logistik, drift, handel og stabsfunktioner blive samlet i Fredericia.

- Både internt i DLG’s organisation og blandt vores ejere har vi i længere tid ønsket, at forretningen bliver samlet og kommer tættere på landbruget. Det har vi senest gjort med en udvidelse og sammenlægning i Bårse på Sydsjælland, og beslutningen om at lægge et nyt hovedkontor i Fredericia er et naturligt næste skridt, der vil skabe en stærkere forretning. Her vil ca. 300 dygtige medarbejdere samarbejde på tværs af hele organisationen – til gavn for kunderne, siger koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll.

Han understreger, at den geografiske placering i Fredericia også er attraktiv i forhold til DLG’s internationale aktiviteter.

- Placeringen af det nye hovedkontor i Fredericia skal øge integrationen i den danske detailorganisation og mellem DLG i Danmark og vores nordtyske datterselskaber, HaGe og Team. Vi ser det som en klar fordel at mindske den geografiske afstand mellem de forskellige dele af DLG-koncernen, siger Kristian Hundebøll. 

< Tilbage