< Tilbage

Valsemøllen lancerer kødfri fars15-02-2019 - 12:38

Valsemøllen, der er mest kendt for sine melprodukter, går nu ind i konkurrencen på markedet for plantebaseret fars

Den nye kødfri fars fås i tre varianter. Foto: Pressefoto.

Af Anya Engelbrecht

 

Markedet for plantefars har fået en ny spiller. Valsemøllen har netop lanceret tre varianter af kødfri fars baseret på kikærter og kartofler. 

 

Valsemøllen A/S blev grundlagt i 1899 og har indtil for nyligt koncentreret sig om produktion af melprodukter.  

 

- Produktionen af kødfri fars er nærliggende for os, for alle vores andre produkter er i forvejen vegetariske og plantebaserede, fortæller Niels Brinch-Nielsen, administrerende direktør, Valsemøllen A/S, til Grovvarenyt og fortsætter:  

 

 - Vi har i mange år haft produktet ”Møllerens gule ærter”, som vi gerne ville modernisere. Derudfra begyndte vi at arbejde med forskellige typer af ærter, linser, kartofler og andre vegetabilske produkter, og så kom vi frem til disse tre varianter af kødfri fars.

 

Satser på yngre forbrugere

Farsen bliver solgt under subbrandet Green Life, hvor Valsemøllen fokuserer på de yngre forbrugere. 

 

- Green Life blev lanceret for et års tid siden med et udvalg af økologisk humus. Det har der været god interesse for, og senere på foråret lancerer vi også pesto under mærket Green Life, fortæller Niels Brinch-Nielsen.

 

Den kødfri fars bliver produceret og pakket i henholdsvis Svendborg og Esbjerg, og solgt i Salling Groups Føtex, Bilka, BilkaToGo og på nemlig.com. Derudover er de nye produkter lanceret i kantiner og restaurenter.

 

- Der har været god interesse fra butikkerne til at få produkterne i sortiment, men det er endnu for tidligt at sige noget om hvordan forbrugerne tager imod det, siger Niels Brinch-Nielsen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 7, 15. februar 2019

< Tilbage