< Tilbage

Overgaard Agro overtager anlæg på Køge Havn 02-08-2017 - 14:48

Konkurrencen blandt jyske grovvarevirksomheder i det østlige Danmark forstærkes yderligere

 

Ole Erlandsen og hans søn Jacob står for kornmodtagelsen i lagerhallen på Køge Havn. De flankeres her af fra venstre salgskonsulent Kim Flindt og Ejvind Andersen, Overgaard Agro. Foto: Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

Overgaard Agro har netop overtaget Køge Korns lagerhal på havnen i Køge. Her er der plads til 10.000 tons korn.

 

- Købet af lagerhallen samt løsøre skal styrke Overgaards tilstedeværelse på Sjælland. Vi har i forvejen tre anlæg i det østlige Danmark i henholdsvis Islingen ved Vordingborg, på Møn samt i Skørringe på Lolland, siger agrochef Claudio Pelsen, Overgaard Agro.

 

Med købet af lagerhallen på Køge Havn rykker Overgaard længere mod nord på Sjælland.

 

- Dermed mindsker vi afstanden til mange sjællandske landbrug, og med lagerhallen og de tilhørende faciliteter får vi mulighed for afskibning direkte fra havnen, så vi kun skal håndtere kornet én gang. Det gælder om at reducere fragtomkostningerne, for det er bedre at landmændene får fem kroner mere pr. tønde end pengene bliver brugt på transport, siger Claudio Pelsen.

 

Afskibningsmulighederne er desuden ved at blive forbedret på Køge Havn, da inderhavnen er ved at blive lukket, mens der etableres dybvandshavn med 9,5 meters dybde.

 

Jyske grovvarevirksomheder har øget aktiviteterne 

De jyske grovvarevirksomheder Brødr. Ewers, Hornsyld Købmandsgaard og Overgaard Agro har inden for det sidste års tid øget aktiviteterne i det østlige Danmark med opkøb af allerede eksisterende forretninger.

 

- Det er godt med konkurrence. Jeg tror landmændene ville være kede af det, hvis der kun var to operatører på det østdanske marked. I Overgaard prøver vi at have vores eget ståsted. Vi køber korn på engrosvilkår, det vil sige, at vi for eksempel køber korn med op til to procents rensesvind uden fradrag, og vi tager heller ikke nogen form for gebyr for analyser. Det er blot to tiltag for at adskille os fra andre på markedet, siger Claudio Pelsen.

 

Overgaard Agro har tre salgskonsulenter på de østlige øer.

 

- De arbejder alle fra deres hjemmekontorer, og landmændene kan komme i direkte kontakt med dem uden at skulle omkring en omstilling, som i de større virksomheder, fortsætter Claudio Pelsen, som netop fremhæver dette som én af en mindre virksomheds styrke.

 

Køge Korn

Overgaard Agro har købt lagerhallen og tilhørende løsøre af Ole Erlandsen, Køge Korn A/S, der samtidig har solgt sine fire foderbutikker i Køge, Kalundborg, Næstved og Vordingborg til anden side.

 

Køge Korn A/S blev stiftet i 1987 og var fra starten baseret udelukkende på handel med korn. I 1995 åbnede Køge Korn en foderstofforretning, hvorfra der både handles engros og detail, mens de øvrige butikker blev åbnet i årene 2010 til 2015.

 

 

< Tilbage