< Tilbage

DLG har rekordindtjening i Tyskland20-02-2018 - 21:55

Omsætningen i de tyske selskaber rundede 30 milliarder kroner sidste år, og 64 procent af koncernens indtjening kommer nu fra Tyskland

 

Energiselskabet Team i Tyskland havde en omsætning på 12,5 mia. kr. og et resultat på 219 mio. kr. Foto: DLG.

DLG melder om både stigende omsætning og indtjening på det tyske marked. Omsætningen i DLG’s tyske selskaber rundede 30 mia. kr. (29 mia. kr. i 2016) og årets driftsresultatet (EBITDA) blev på 772 mio. kr. (696 mio. kr.). 

Med en indtjening før skat på 475 mio. kr. (392 mio. kr.) sætter DLG ny indtjeningsrekord i Tyskland, som i 2017 bidrager med 64 procent af koncernens indtjening.

- Den store indtjeningsfremgang er et udtryk for, at vores tyske datterselskaber over en bred kam har vundet betydelige markedsandele. 

- Vi er blevet dygtigere til at udvikle nye produkter, som markedet har taget godt imod, og vi har samtidig en velfungerende logistik og salgsstruktur, siger koncernchef Kristian Hundebøll. 

Han nævner som eksempel, at der hver nat - året rundt - bliver fragtet 2.000 tons korn med tog fra det østlige Tyskland til havnen i Hamburg. Retur bliver der fragtet 1.000 tons råvarer.

 

Markant indtjeningsfremgang i HaGe 

DLG-koncernens tyske grovvareselskab, HaGe, forbedrede sit resultat markant i 2017 med en rekordindtjening før skat på 198 mio. kr. (120 mio. kr.). 

Omsætningen blev på 16 mia. kr. og dermed på niveau med 2016. 

- HaGe øgede sin afsætning af foder og råvarer med 15 procent i forhold til året før og havde stor fremgang i salget af planteværn og gødning til det østtyske marked. 

- HaGe fastholdt sin position som Tysklands største eksportør af kvalitetshvede til verdensmarkedet – et meget tilfredsstillende resultat i et marked, hvor mange konkurrenter var presset på indtjeningen, siger Kristian Hundebøll. 

 

Team bedst indtjenende 

datterselskab

DLG’s tyske energiselskab, Team, leverede sit hidtil bedste regnskab med et resultat før skat på 219 mio. kr. (218 mio. kr.) og en omsætning på 12,5 mia. kr. (11,4 mia. kr.). 

Det gode resultat blev skabt ud fra en øget omsætning på 1,1 mia. kr. inden for salg af energiprodukter. 

- Team er DLG’s bedst indtjenende datterselskab og er i dag markedsledende i Nordtyskland. Vi er derfor meget tilfredse med, at vi i løbet af 2017 har øget vores ejerandel fra 60 proent til 75,5 procent i selskabet, siger Kristian Hundebøll. 

 

Rekordresultat af 

Deutsche Vilomix 

Deutsche Vilomix, der er en del af DLG’s vitamin- og mineralaktiviteter i Vilofoss-gruppen, leverede ligeledes et rekordresultat før skat på 58 mio. kr. (54 mio. kr.) 

- Med en omsætning på 1,1 mia. kr. (1,0 mia. kr.) og en salgsfremgang på seks procent inden for mineraler til især kvæg- og fjerkræsegmentet manifesterede Deutsche Vilomix sin position som absolut førende i Tyskland inden for salg, rådgivning og kvalitet. Med en indtjeningsmargin på over seks procent er vitamin- og mineralområdet DLG’s mest lønsomme forretningsområde, siger Kristian Hundebøll. 

Artikel fra Grovvarenyts ekstraudgave 20. februar 2018


 

 

 

< Tilbage