< Tilbage

Dansk korn klarer sig godt i undersøgelse28-11-2017 - 20:39

Dansk produceret korn klarer sig godt i den undersøgelse, som Fødevarestyrelsen udgav torsdag med titlen Pesticirapport i fødevarer 2016. Ifølge rapporten var der slet ingen overskridelser af maksimalgrænseværdierne i dansk korn. Og i hele 81 procent af prøverne var der slet ingen spor af pesticidrester. Resten havde op til 50 procent af den tilladte maksimalgrænseværdi.

Dansk korn har ingen overskridelser af grænseværdien - i korn produceret udenfor EU var der seks procent af prøverne med pesticidrester over grænseværdien. Foto: Anne-Mette Engelbrecht.

I konventionelt produceret dansk frugt, grønt og korn var der igen i 2016 en væsentlig større andel af samtlige prøver, hvor man ikke fandt rester af pesticider end i produkter fra øvrige EU-lande og fra lande uden for EU.

Samtidig var der typisk betydeligt lavere mængder af pesticidrester i de danske fund, der blev gjort, end i importerede varer.

 

Det ses også, at der især i produkter fra lande udenfor EU var flere overskridelser af grænseværdierne end i produkter, der er produceret i Danmark og i andre EU-lande.

 

Det fremgår af den netop offentliggjorte rapport: Pesticidrester i fødevarer 2016 - Resultater fra den danske pesticidkontrol. Rapporten er udgivet af Fødevarestyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet, der har udarbejdet rapporten i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet.

 

Rapporten omfatter resultaterne af analyser på i alt 2515 stikprøver.

Heraf er de viste figurer baseret på 705 stikprøver af konventionalt dyrket - frisk og dybfrossen - frugt, 783 stikprøver af friske og dybfrosne grøntsager samt 231 stikprøver af korn og andre cerealier.

 

Et nærmere studium af rapporten afslører blandt andet, at vi med importen af frugt, grønt og cerealier henter rester af pesticider, som det ikke er tilladt

at bruge i Danmark.

 

Rapporten på 98 sider pdf kan hentes på Fødevarestyrelsens hjemmeside ved et klik her.

< Tilbage