< Tilbage

Med nye ejere skifter Agro Korn strategi03-10-2016 - 22:55

Fra købmandsbutik til europæisk spydspids for AB Agri

 

Agro Korn har stadig det kommercielle ansvar – herunder også markedsføringen af vores varemærker, hvori AlphaSoy og DanMilk er to af de største, siger Heidi Bjørn. Foto: Pressefoto.

Af Hanne Gregersen,

freelance journalist

 

Den 1. februar var en mærkedag i Agro Korns historie. 

Virksomheden i Videbæk sagde farvel til sin mangeårige ejer, Anton Aarup, og goddag til britiske AB Agri, der er landbrugsdivisionen under Associated British Foods. Dermed trådte Agro Korn ind i en ny epoke.

 

Baggrunden er, at AB Agri har en vision om, at bringe alternative proteiner ind på foderområdet, men har hidtil manglet et springbræt. Agro Korn, der kan det dér med proteinholdige foderblandinger til landbruget, har længe ønsket at komme videre ud i verden med sine produkter. Handlen betyder, at begge parter får kortere vej hen til deres respektive mål.

 

Spydspidsen

-Agro Korn har hidtil – populært sagt – fungeret som en købmandsbutik. En dygtig købmandsbutik, vel at mærke, understreger Peter Haahr Hansen, senior sales manager hos Agro Korn. 

 

–Men med AB Agri som ejer er vi i gang med at skifte fokus. Fra handel til fremstilling af veldokumenterede foderløsninger.

 

-Vores rolle bliver at være spydspids for AB Agri’s udvikling og salg af proteiner i hele Europa, fortsætter Peter Haahr Hansen.

 

Han glæder sig over de ekstra muskler, som AB Agri bringer med sig. Også i forhold til at udvikle salget af Agro Korns andre produkter globalt som for eksempel DanMilk.

 

Der står vækst over det hele

Det nye ejerskab har betydet flere ansættelser i Agro Korn, men der er her og nu ikke nybyggeri på vej. 

Årsagen er, at Agro Korn ikke længere har produkter til pelsdyrbranchen i sit sortiment. Minkdelen blev udskilt ved handlen, og ligger i dag i et selvstændigt firma i Ringkøbing med den tidligere Agro Korn-ejer som direktør.

 

-Udskillelsen betød, at Agro Korn nu kan koncentrere sig helt om innovation og salg, siger Peter Haahr Hansen. 

Men den betød også, at en halv snes medarbejdere, der arbejdede med mink, flyttede med til Ringkøbing sammen med hele sortimentet af minkprodukter. Det efterlod råderum på både kontor og lager i Videbæk til nye aktiviteter og nye medarbejdere.

 

Flere er allerede ansat, blandt andre tre agronomer og ph.d.-studerende fra henholdsvis Danmark, Tyskland og Vietnam, plus to salgsmedarbejdere. Peter Haahr Hansen spår at flere vil følge, i takt med at AB Agri lægger stadig mere aktivitet i Videbæk. 

 

-De bygger fabrikker flere steder, og der står vækst skrevet over hele virksomheden, siger han. 

– Det er en meget spændende proces, vi er i gang med.

 

Bedre end vi vidste

Agro Korn var ikke selv umiddelbart klar over, at AB Agri havde dem i kikkerten, fortæller kommunikations- og marketingschef Heidi Bjørn. 

 

Men i sin sondering af markedet havde den britiske koncern testet forskellige proteinprodukter fra flere firmaer. Her skilte Agro Korns AlphaSoy sig positivt ud. 

 

-De købte os, fordi vores varer var bedre, end vi næsten selv vidste, tilføjer hun med et smil. 

I det nyeste foderforsøg – offentliggjort i august - med AlphaSoy 530, foretaget af Skjoldborg Test Station og Svinerådgivningen, viser da også, at produktet klarer sig bedre end konkurrenterne. 

 

Næsten 3.600 smågrise deltog i forsøgene, og slutfacit var, at grise, der havde fået AlphaSoy, på dag 28 havde opnået en gennemsnitlig tilvækst på 0,5 kg. 

 

Tilsvarende havde et belgisk foderstoffirma på egen hånd afprøvet produktet, men resultatet var så godt, at de gennemførte endnu et foderforsøg - for lige at være sikker.

 

-Alt i alt står vi med en masse dokumentation, som kan bruges i salgsøjemed, understreger Heidi Bjørn.

 –Både en fordel og en forudsætning, når vi skal udbrede AlphaSoy til et større marked.

Og Peter Haahr Hansen supplerer: 

-Hvis kunden har stor viden og tillid til et produkt, skal man ikke ud at sælge det til kunden hver gang. 

 

Større frihed

Salget betyder ikke, at AB Agri har sat sig tungt på Agro Korn. Faktisk er Peter Haahr Hansen og Heidi Bjørn lidt overrasket over den frihed, det nye ejerskab giver. Videbæk-folkene beslutter selv, hvordan de vil håndtere tingene. Varemærket ligger hos dem, brand’et er uændret, og Agro Korn har stadig det kommercielle ansvar. 

-Briterne har vist, de har tillid til, at vi kan varetage salget af proteiner i Europa, konstaterer de to med tilfredshed.

 

Max gas

Men det er ikke kun proteinproduktet, der har rygvind hos Agro Korn. 

- Virksomhedens mælkepulver vinder store markedsandele, fortæller Peter Haahr Hansen. 

-Flere af vores produktgrene er steget med op til 50 pct., siger han og understreger, at Agro Korns øvrige varesortiment ikke skubbes ud af reden, fordi der kommer øget fokus på proteinerne.

-Udover proteiner har Agrokorn tre hovedproduktgrene, nemlig mælkepulver, syreprodukter og smågrisekonceptet. Og jeg kan love, vi giver den max gas på alle fire, siger Peter Haahr Hansen. 

 

< Tilbage