< Tilbage

DanHatch ekspanderer: Omsætningen i udlandet vil inden for få år overhale den danske22-02-2016 - 14:05

DanHatch har de seneste syv år ekspanderet i udlandet, og foruden en stor produktion i Polen er erhvervelsen af to rugerier i Finland et skridt på vejen til en større internationalisering af virksomheden

 

Koncernchef Kristian Kristensen forventer, at den udenlandske omsætning om ganske få år vil udgøre en større del end den danske.

 

Af Helge Lynggaard

 

De to rugerier under DanHatch producerede sidste år 138 millioner daggamle kyllinger i Danmark. Dertil kommer cirka 87 millioner i Polen. I Finland kan DanHatch med det seneste opkøb aktuelt producere omkring 35 millioner daggamle kyllinger. Det bliver til i alt omkring 260 millioner daggamle kyllinger.  

 

Det er store tal, der jongleres med, når koncernchef Kristian Kristensen skal  beskrive, hvad der produceres hos DanHatch.

 

Men står det til ham, vil tallene blot blive endnu større i fremtiden. Her nævner han  275-300 millioner kyllinger i løbet af få år, for udsigterne for forbruget af fjerkrækød tegner lyse.

 

Det er også baggrunden for, at DanHatch de seneste år har ekspanderet i udlandet, og Kristian Kristensen forventer, at den udenlandske omsætning om ganske få år vil udgøre en større del end den danske.

Det skyldes ikke mindst, at DanHatch etablerede sig i Polen for syv år siden og har fået et godt fodfæste på det polske marked. Nu er den danske fjerkrækoncern også godt på vej på det finske marked.

 

- Polen blev i 2013 Europas største fjerkræproducerende land, og det er et land i voldsom vækst på fjerkræområdet. Markedet nåede en milliard kyllinger i 2015. Vi har aktuelt godt ti procent af dette marked, men vi har en ambition om at nå op på 20 procent. Det vil sige omkring 200 millioner daggamle kyllinger. Og det anser jeg for muligt inden for de næste seks-syv år, siger Kristian Kristensen.

 

På de to rugerier i Danmark har DanHatch automatiseret produktionen så meget, som det næsten kan lade sig gøre. 

 

- I Polen er der rigtig mange mennesker ansat på rugeriet og ikke ret meget automatisering modsat på rugerierne herhjemme. Men vi er i fuld gang med at automatisere produktionen, som vil være klar til foråret. For at nå vores mål vil vi desuden indlede samarbejde med nogle polske landmænd om opdræt og produktion af æg, og vi har sat gang i byggeri af to farme, der kan supplere de to vi tog i brug i 2012. Desuden leverer vi en del æg fra Danmark til vores polske rugeri.

 

Erhvervet to rugerier i Finland

For et års tid siden overtog DanHatch 80 procent af to rugerier i Finland fra HK Scan. 

 

Rugerierne producerer cirka det halve af det finske marked på cirka 70 millioner daggamle kyllinger.  

- Vi ser gode muligheder for at udvide forretningen omkring Østersøen og Baltikum, hvortil vi i mange år har solgt rugeæg. Derfor gør vi nu klar til international vækst fra vores finske rugerier. Vi er i gang med at ombygge og udvide et af rugerierne, så vi kan udvide den samlede kapacitet i Finland fra 33-34 millioner daggamle kyllinger til i første omgang at kunne producere 55 millioner stk.  Og vi gør klar til hurtigt at kunne vokse yderligere, siger Kristian Kristensen.

 

Han understreger, at en kommende vækst også kan ske ved yderligere akkvisitioner, hvis der opstår mulighed for det.

 

- Men vi skal ikke gøre det alene for at skabe vækst. Det skal være, fordi det kan forbedre bundlinjen og skabe yderligere synergier og indtjening på tværs af  hele DanHatch-koncernen og gerne i lande, hvor vore ejere også er til stede, understreger Kristian Kristensen.

 

Danmark er stadig 

hovedmarked

Mens Kristian Kristensen ser store muligheder for vækst i Polen og Finland, forventer han ikke nogen større vækst på det danske marked. 

 

- Men Danmark er stadig vores hovedmarked, og vi håber da også på at kunne øge volumen her. Men den danske fjerkræproduktion stiger ikke i øjeblikket. Måske kommer vi til at producere lidt flere daggamle kyllinger, men en stor del af dem vil formentlig gå til eksport. Sidste år eksporterede vi cirka 30 millioner rugeæg og 21 millioner daggamle kyllinger, fortæller Kristian Kristensen.

 

Hovedparten af rugeæggene blev leveret til det polske rugeri og til kunder i Mellem- og Østeuropa, mens kyllingerne primært sælges i det østeuropæiske marked.

 

< Tilbage