<

Hornsyld Købmandsgaard: Mere økologisk korn end der kan afsættes24-08-2020 - 10:45

Med de nuværende priser overvejer nogle økologer at ændre driften til konventionel, siger salgsdirektør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard

Produktionen af økologisk korn herhjemme er større end afsætningen. Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

Den største udfordring for økologien i øjeblikket er, at der er for meget økologisk korn.

Det konstaterer salgsdirektør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard, nu, hvor både konventionelle og økologiske landmænd kraftigt nærmer sig afslutningen på årets høst.

 

- Den økologiske landmand, der ikke har solgt sin avl på forhånd, bliver tilbudt en pris, der ligner prisen for konventionelt korn. Det holder ikke på den lange bane, for udbytterne er jo mindre hos økologerne, siger Henrik Hedegaard til Grovvarenyt.

 

Han mener, at flere danske foderstofvirksomheder ligger inde med økologisk korn fra sidste års høst.

 

- Derfor har interessen for årets høst ikke været for stor, for vi kan ikke afsætte de mængder, der bliver høstet i år. At økologiske landmænd må sælge deres korn til samme pris som konventionelt korn, har vi ikke prøvet før. Det er rigtigt ærgerligt for det økologiske landbrug, og vi har haft de første kunder, der har meddelt, at de overvejer at gå tilbage til konventionel drift. Så jeg tror, at der forsvinder nogle hektarer fra økologien til konventionel drift efter den oplevelse, de har nu, siger Henrik Hedegaard.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 34, fredag 21. august 2020

<