<

Grovvaren i Nordsjælland starter silobyggeri til ti mio. kr.07-10-2020 - 12:30

Nordsjællands Andels Grovvareforening har øget omsætningen i det seneste år og har igen overskud

Forsiloerne hos Nordsjællands Andels Grovvareforening får snart selskab af tre nye siloer. Pressefoto.

 

 Af Helge Lynggaard

 

Nordsjællands Andels Grovvareforening starter nu  byggeriet af tre nye kornsiloer. En investering til omkring ti millioner kroner.

 

Det fortæller administrerende direktør Jens Lauritsen til Grovvarenyt.

 

Sidste år investerede foreningen godt seks millioner kroner i at øge modtagekapaciteten i afdelingen i Borup ved Skævinge. Her blev der etableret forsilo til tørreri og et påslag mere, så modtagekapaciteten blev fodoblet.

 

Men der manglede stadig bedre opbevaringsfaciliteter.

 

- Det er trukket lidt ud med myndighedsgodkendelsen af vores nye byggeri, men på mandag går vi i gang med at grave ud til tre nye siloer, der hver får plads til 2.000 tons afgrøder, fortæller Jens Lauritsen. 

 

De nye siloer skal give mere fleksibilitet, når der skal opbevares afgrøder.

 

- Vi vil gerne have mulighed for at tage så meget korn ind som muligt i høst, så det ikke skal ligge ude på marken, siger Jens Lauritsen.

 

Omsætning på 210 mio. kr.

Gravearbejdet til de nye siloer sker blot fem dage efter foreningens generalforsamling, hvor  det  seneste regnskab, som sluttede med udgangen af juni, blev godkendt. 

 

Det viste et betydeligt løft i omsætningen, som steg fra 180 mio. kr. året forinden til over 210 mio. kr.

 

Overskuddet blev på 2,8 mio. kr. mod 1,5 mio. året forinden. Hovedparten af overskuddet kommer fra finansielle indtægter. Resultatet af den primære drift var 212.000 kr. 

 

Ledelsen betegner resultatet som tilfredsstillende. Overskuddet skyldes både en større høst og bedre priser.

 

Trods overskuddet bliver der ikke udloddet noget af overskuddet til selskabets 609 medlemmer. Det gjorde der heller ikke i 2019, mens der i 2018 blev udloddet fire millioner kroner.

 

- Man kan sige, at vi bruger pengene på at investere i bedre lagerfaciliteter i stedet for at udbetale dem, siger Jens Lauritsen til Grovarenyt.

 

Begrænset deltagelse

Generalforsamlingen blev lidt anderledes end vanligt på grund af Covid-19.

 

- Vi plejer at være omkring et hundrede til spisning i forbindelse med generalforsamlingen. Denne gang havde vi begrænset pladsen, så vi var kun omkring 30 deltagere og uden spisning, så det var en lidt anden stemning end der plejer at være, fortæller Jens Lauritsen

 

Det er sjællandske planteavlere, der udgør den største kundegruppe hos foreningen, der også har et større salg af hestefoder.

 

Foreningen har afdelinger i Helsinge, ved Græsted og i Borup ved Skævinge og har 23 medarbejdere.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 40, fredag 2. oktober 2020.

<