<

Baltic Control Group vil vokse ved opkøb18-12-2020 - 15:08

To søskende står bag Baltic Control Group, som startede for 40 år siden med kontrol af skibe i Aarhus Havn og nu har FN som største kunde

For 40 år siden blev Baltic Control etableret på Aarhus Havn som uafhængig kontrollør for at sikre, at varen, der lastes eller losses, er i den rette mængde og kvalitet. Pressefoto.

Den Aarhus-baserede koncern Baltic Control Group, der består af Baltic Control A/S, Baltic Control Certification AS og Vejebro A/S, er langt større i udlandet end herhjemme, og det er også i udlandet, at koncernen vil finde fremtidens vækst, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

 

- Gennem 40 år er vi vokset stille og roligt ved organisk vækst, men hvis vi skal vokse hurtigere, bliver det i udlandet og primært Asien, hvor der er et langt større marked for os. Derfor er vi også parate til at købe os til udenlandsk vækst, fortæller administrerende direktør, Martin Engstrøm Pedersen, Baltic Control Group.

 

Når et skib anløber en havn med for eksempel foderstoffer, er der brug for en akkrediteret og uafhængig kontrollør til at sikre, at varen der lastes eller losses er i den rette mængde og kvalitet.

Det er denne funktion som uafhængig kontrollør, at koncernens grundlægger Hugo Pedersen sammen med tre kolleger baserede den nye virksomhed på, da de etablerede Baltic Control på Aarhus Havn for 40 år siden.

 

Over 200 medarbejdere

Koncernens hovedkontor ligger i dag Risskov og et søsterselskab, Baltic Control Certification A/S, der står for koncernens certificeringsaktiviteter, har kontor i Kgs. Lyngby nord for København. Her er det Martins Engstrøm Pedersens søster, Karina Engstrøm Nielsen, der står i spidsen.

 

Baltic Control har i dag egne kontorer i Polen og Indien samt Singapore, Myanmar, Uganda og Miami i USA.

 

- Vi er efterhånden over 200 medarbejdere over hele verden, heraf 44 i Danmark. Samlet set kan vi mobilisere over 1.500 specialister fordelt på alle kontinenter, og som står klar, når opgaverne lander i ordrebogen, fortæller Martin Engstrøm Pedersen.

 

- Hovedparten af vores omsætning kommer i dag fra udenlandske aktiviteter. Det gælder kontrol af skibe ved lastning og losning, men vi varetager også mange andre kontrolopgaver. Vores speciale er de mere fjerne og ”besværlige” steder på kloden, i primært tredjeverdens lande. De store internationale nødhjælpsorganisationer under Forenede Nationer (FN) er blandt vores største kunder. Vi arbejder for eksempel i stor stil for World Food Programme, der jo fornylig fik Nobels Fredspris.

 

- Når der skal fragtes nødhjælp ud til katastrofeområder eller flygtningelejre, så er det Baltic Controls opgave at sikre, at alt går rigtigt for sig, og at kundens leverancer bliver leveret som aftalt, fortsætter han.

 

Certificering af blandt andet bæredygtighed

Søsterselskabet Baltic Control Certification A/S arbejder med certificering primært indenfor foder, dyrevelfærd, bæredygtighed og fødevarer, hvor man har opbygget nogle unikke kompetencer igennem de sidste ti år.

 

- Selskabet har kontrollen af mange af de kendte dyrevelfærdsstandarder og -mærker, bl.a. kontrollen af alle pelsdyrsbesætninger på vegne af FurEurope i hele verden, herunder selvfølgelig Danmark indtil for ganske nylig. Vi er stadig rystede over, at man lukkede verdens førende pelsdyrerhverv ned i Danmark fra den ene uge til den anden, siger Karina Engstrøm Nielsen.

 

- Heldigvis har vi mange andre virkelig spændende projekter indenfor certificering af grøn energi, bæredygtighed, fødevarer og dyrevelfærd, som vi forventer os rigtig meget af. I det hele taget er certificering af bæredygtighed og grøn energi et område i eksplosiv vækst og med Baltic Control Certifications unikke position som et af de ledende certificeringsorganer i Danmark, så tegner fremtiden særdeles lovende, fortsætter Karina Engstrøm Nielsen.

 

I denne måned er det 40 år siden, at de nuværende ejeres far, Hugo Pedersen, etablerede virksomheden. Men tredje generation er godt på vej. Efter en periode på flere af koncernens kontorer i udlandet er Karina Nielsens søn, 26-årige Sebastian Engstrøm Dysted, nu en fast del af teamet på kontoret på Aarhus Havn, hvor det hele startede.   

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 51, 18. december 2020

<