<

Danish Agro har appetit på større del af grovvarekagen19-02-2021 - 16:31

Danish Agro er klar til flere opkøb på det danske grovvaremarked

Der er så meget konkurrence på det danske grovvaremarked, at der stadig vil være plads til opkøb, mener koncernchef Henning Haahr. Pressefoto.

 

Af Helge Lynggaard

 

Danish Agro vil gerne være endnu større på det danske marked. Det kan enten være ved at tiltrække flere kunder eller ved opkøb af eksisterende forretninger.

 

Det understreger koncernchef Henning Haahr på et pressemøde forud for offentliggørelsen af regnskabet for 2020.

 

- Der bliver færre landmænd og bedrifterne bliver større. Den den samlede produktion ser ikke ud til at blive hverken større eller mindre i Danmark. Derfor er det en opgave at vækste på et stabilt marked, men vi har absolut appetit på at fortsætte den trend, vi er inde i – at blive tilvalgt af flere kunder. Samtidig mener jeg, at der er så meget konkurrence på det danske grovvaremarked, at der stadig vil være plads til et enkelt opkøb eller to, siger Henning Haahr.

 

I øjeblikket sidder koncernen på omkring en tredjedel af det danske marked for grovvarer.

Danish Agro har overtaget Himmerlands Grovvarer med effekt fra 1. februar i år, og i 2020 overtog Danish Agro også de resterende aktier i Hedegaard fra Vestjyllands Andel. 

 

Behov for færre afdelinger

Henning Haahr forventer, at stadig flere afdelinger i Danish Agro ikke har åbent hele året rundt.

 

 - Behovet for de mange afdelinger bliver stadig mindre. Kunderne handler også online, og de kan få fat i vores rådgivere via Teams eller telefon. Derfor får vi flere afdelinger, der har sæsonåbent eller kun åbent for modtagelse af afgrøder, siger Henning Haahr.

 

Han understreger, at samme tendens ikke gælder for Danish Agros butikker.

 

- Vi har 22 butikker i dag, og de oplever en stor vækst – både fysisk salg fra butikkerne og online salg. Der bliver flere og flere små hobbybrug, som er kunder i butikkerne, så det er et område i vækst, siger Henning Haahr.

<