<

Efter mere end 120 år på Børsen flyver Dakofo fra reden19-03-2021 - 17:37

Dakofo vil fortsat bruge Børsen til blandt andet det årlige Baltic Grain Exchange

Dakofos nye lokaler har tidligere tilhørt Københavns Marinestation på Holmen, og senest har bygningen været repræsentationslokaler for Forsvarskommandoen. Foto: Dakofo.

 

Den 1. maj 2021 flytter Dakofo officielt adresse fra Børsen til Danneskiold-Samsøes Allé 9 på Christianshavn. 

 

Det berettede formand Torben Christensen på Dakofos generalforsamling fredag eftermiddag.

Flytningen kommer efter flere gode år i vækst med en positiv tilgang af aktiviteter og nye medlemmer i Dakofo. Aktuelt har Dansk Erhverv brug for en del mere plads i forbindelse med deres medlemstilgang og medfølgende udvidelse af deres sekretariat. Dette har ført til en aftale om, at Dakofo flytter ud af Børsen, oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse. 

 

Dakofo har rødder helt tilbage til Foreningen af Korn-og Foderstofhandlere på Københavns Børs, som blev oprettet i 1905. Foreningen var en udspringer af Grosserer-Societetet, som også er en af forfædrene til det, der i dag er Dansk Erhverv. Derfor er det også en afslutning på mere end 120 års bofællesskab, når Dakofo den 1. maj lytter fra Børsen i København. 

 

Pladsen for trang

- Man skal altid have respekt for historien. Vi har dog måtte sande, at med to organisationer i vækst er Børsen samlet set blevet for trang til os begge samtidigt. Derfor er vi sammen med Dansk Erhverv blevet enige om, at det er tid til, at Dakofo endeligt flyver fra reden, siger direktør i Dakofo, Asbjørn Børsting. 

 

Han understreger dog, at det kun er i det daglige, at der vil være tale om en flytning, da Dakfo også i fremtiden ønsker at bruge Børsen blandt andet til Baltic Grain Exchange, som afholdes hvert år i september. 

 

Krudtlaboratorium

Dakofos nye lokaler på Christianshavn har oprindeligt været en del af Københavns Marinestation på

Holmen. 

 

Bygningen, hvori lokalerne er placeret, var oprindeligt krudtlaboratorium, men har senest fungeret som repræsentationslokaler for den danske forsvarskommando. I 2015 blev bygningen sammen med de resterende bygninger i Kuglegården solgt til Byggeselskab Mogens de Linde, som foretager en løbende renovering af hele området de kommende år.

 

Det er derfor helt nyrenoverede lokaler, som Dakofo vil råde over fra den 1. maj 2021. 

 

- Vi ser meget frem til at flytte ind i de nye faciliteter og til at videreudvikle vores brancheaktiviteter, sigerAsbjørn Børsting. 

 

<