<

Zinkfri foder bliver et meget aktuelt emne på NutriFair04-05-2022 - 17:04

Hornsyld Købmandsgaard samt Danish Agro og Vilomix varmer op til at fortælle om zinkfri foder på NutriFair

Danish Agro er blandt de fodervirksomheder, der har fokus på zinkfrit foder på NutriFari. Her er det Danish Agro truppen samlet på NutriFair i 2020. Pressefoto.

 

Af Helge Lynggaard

 

Datoen for udfasing af zink i griseproduktionen nærmer sig med hastige skridt – den 26. juni i år er det slut.

 

Det kommer også til at præge NutriFair i Messe C i Fredericia den 17.-18. maj. 

 

Her vil foderproducenterne  stå klar med råd om, hvordan griseproducenterne skal klare en fremtid uden mulighed for at bruge zink i foderet.

 

Det gælder blandt andre DanishAgro og Vilomix, som vil stå klar med råd og vejledning, oplyser selskaberne i en pressemeddelelse.

 

- Mange af Danish Agro og Vilomix’ kunder lykkes i dag rigtig godt med at fodre uden zink, og vi har over de seneste år oparbejdet god viden og værdifulde erfaringer, som vi deler med vores øvrige kunder inden for griseproduktion. Herudover deltager en af vores kunder, griseproducent Anders Kappel, på NutriFair, hvor han på scenen vil fortælle om sine erfaringer omkring zinkfri fravænning af sine smågrise, fortæller salgschef i Vilomix, Niels Erik Olesen

 

Landmand Anders Kappel driver en sobesætning på Falster og producerer årligt 23.000 smågrise. Anders Kappel har siden august 2021 deltaget i zinkfri-projektet i samarbejde med Danish Agro og Vilomix og kører nu sin besætning helt uden zink.

 

Anders Kappel vil efter sit oplæg på scenen være til stede på Danish Agro koncernens stand, hvor det er muligt at stille ham spørgsmål og høre mere om hans erfaringer.

 

Foder fra TripleA

Hornsyld Købmandsgaard A/S vil på  NutriFair  slå et slag for sit fravænningsfoder til smågrise, HK Triplestart, som et bud på den zinkfri fravænning.

 

- Det her er super aktuelt, og derfor glæder vi os til at præsentere vores løsning på, hvordan man bedst muligt og mest effektivt udfaser medicinsk zink, siger Lars Kristensen, der er salgschef for svinefoder på Hornsyld Købmandsgaard i en pressemeddelelse.

 

- Der ligger en meget stor viden og erfaring bag produktet, som sælges både på hjemmemarkedet og eksporteres til en række lande, og en del af vores kunder har skiftet med gode resultater, lyder det fra salgschefen.

 

Skånsom overgang

Lars Kristensen siger, at der ses gode resultater på foder, der indeholder det nye protein, som er meget letfordøjeligt og som derved sikrer en skånsom overgang i fravænningsperioden for smågrise.

AX3 kommer fra virksomheden TripleA i Hornsyld, som Hornsyld Købmandsgaard står bag. Det er her, det nye skånsomme protein-koncentrat til husdyrfoder produceres. Proteinet anvendes også i fjerkræproduktionen, og det bruges både til færdigvareprodukter og hjemmeblander-kunder.

 

- Vi har et reelt bud på, hvordan man som svineproducent bedst muligt kan udfase zink og samtidig optimere på tilvækst, foderforbrug og sundhed, siger Lars Kristensen og tilføjer, at der er flere elementer i redskabskassen, som gør sig gældende i forbindelse med udfasning af zink.

 

- Gode råvarer, optimale staldforhold og godt management er vigtige parametre for at bibeholde gode produktionstal. Kombineret med vores Triplestart-koncept har man et godt udgangspunkt for at få udfaset den medicinske zink i sin produktion uden at gå på kompromis med de gode produktionsresultater, påpeger han.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 17, fredag 29. april 2022

<