<

Hornsyld Købmandsgaard A/S med 25 mio. kr. i overskud07-06-2022 - 16:13

 Historisk høj omsætning på korn, foder og råvarer i grovvareselskabet Hornsyld Købmandsgaard 

Administrerende direktør Henrik Hedegaard (t.v.) og økonomidirektør Henrik Holm ser med tilfredshed på årets resultat. Pressefoto.

Hornsyld Købmandsgaard-koncernen fik samlet set i 2021 et overskud på 32 mill. kr. mod 23,5 mill. kr. det foregående år.

 

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hornsyld Købmandsgaard.

 

Regnskabet blev fremlagt, da der den 30. maj var generalforsamling i Hornsyld Korn Holding ApS samt koncernens driftsselskaber, som omfatter Hornsyld Købmandsgaard A/S (grovvare), H.K. OIie A/S, Triple A A/S (ingrediens) og HK Totalbyg (haller og boligbyg).

 

Omsætningen i 2021 udgjorde godt to mia. kr. og koncernens egenkapital andrager 237 mill. kr. svarende til en soliditetsgrad på 34,3 procent mod 29 procent året før.

 

I Hornsyld Købmandsgaard A/S (grovvare) blev overskuddet på 25 mill. kr., hvilket er 15 mill. kr. bedre end året før og også bedre end budgetteret. 

 

- Vi har haft et højt aktivitetsniveau, og vi har realiseret en historisk høj omsætning på korn, foder og råvarer. Vi har samtidig været dækket godt ind med lange kontrakter, hvilket har påvirket resultatet i positiv retning, siger administrerende direktør Henrik Hedegaard.

 

Han fremhæver opkøb af virksomheden Dangro Nordic A/S, der producerer og forhandler hestefoder, og forskellige produkter til haven, som en væsentlig begivenhed for året. 

 

- Vi ser en fremtid i det segment, som Dangro Nordic henvender sig til, samt nye vækstmuligheder, der kan bidrage til en spændende udvikling i koncernen, påpeger Henrik Hedegaard.

 

Udvikling i koncernens øvrige forretningsområder

I HK Totalbyg mærkes byggeaktiviteten i samfundet, og her er der et tilfredsstillende resultat på to mill. kr. Selskabet har store forventninger til de kommende år og har en høj ordrebeholdning inden for både hal- og boligafdelingen.

 

Olieafdelingen har haft højere omsætning end budgetteret og har opnået et resultat på 18 mill. kr. mod 10 mill. kr.  sidste år, siger økonomidirektør Henrik Holm.

 

Han oplyser, at Triple A kører stabilt rent produktionsmæssigt, men ender ud med et negativt resultat på 10 mill. kr., primært som følge af at anlægsaktiviteterne er nedskrevet med knap 10 mill. kr. før skat.

 

- Vores forventninger er en fremtidig gunstig udvikling, og vi får mange gode tilbagemeldinger fra kunder i forbindelse med vores produkt, AX3. Vi tror endvidere på en positiv effekt af udfasningen af zink i svinefoder fra juni 2022, og på den baggrund har vi forventning om en fremgang i afsætning og et forbedret resultat de kommende år, siger Henrik Holm.

 

Fastholder strategi 

- Vi følger vores strategi og vækstplaner, understreger direktionen, som udgøres af administrerende direktør Henrik Hedegaard og økonomidirektør Henrik Holm. 

 

- I ledelsen ser vi årets samlede resultat som tilfredsstillende, og kan konstatere at vi med en god holdindsats og 166 dygtige medarbejdere realiserer et resultat på et højere niveau, end vi havde forventet.

 

- Vi befinder os i en foranderlig verden, og vi er ekstremt påvirket af situationen i Ukraine, som har vendt op og ned på markedsforholdene og har kæmpe betydning for den branche, vi befinder os i. Vi oplever prisniveauer på afgrøder, vi aldrig har set før, og vi opererer i et enormt usikkert marked, hvor ingen ved, hvad dagen i morgen vil bringe. 

 

- Vi prøver løbende at tilpasse os de vilkår, der gør sig gældende, og er meget opmærksom på at holde fast i vores strategier og vores vækstspor i de forskellige forretningsområder, lyder det.

 

<