+45 2047 1611
< tilbage 06-07-2024 - 13:25

Tredje generation er klar til at tage over i Nordvest Foder

Nordvest Foder A/S får nye ejere - Rasmus Toft samt investor Søren Rasmussen og Frandsbjerg Invest

Af Helge Lynggaard

 

Nordvest Foder A/S, Vestervig, har pr. 1. juli 2024 gennemført et generationsskifte. 

De hidtidige ejere, Hanne Johnsen Toft og Jens Johnsen samt Mollerup Mølle A/S, har solgt Nordvest Foder A/S til Hannes søn, Rasmus Toft, og en investorkreds med Søren Rasmussen som storaktionær.

 

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

 

Nordvest Foder A/S blev startet for 43 år siden af Frede Johnsen under navnet Vestervig Grovvareforretning. Efter en årrække blev firmaet omdannet til et aktieselskab og gennem de sidste ca. 20 år har Mollerup Mølle delt ejerskabet med søskendeparret.

 

Forretningen består i dag af to afdelinger i henholdsvis Vestervig i Thy og Hvidbjerg på Thyholm, hvor der drives traditionel korn- og foderstofforretning samt hobby- og energibutikker.

Nordvest Foder A/S er medlem af DLA Agro, der er et indkøbsfællesskab, der bl.a. består af Danish Agro, Vestjyllands Andel m.fl.

 

Om generationsskiftet siger Rasmus Toft:

 

- Det er en rigtig stor ting for mig og min familie, at jeg kan få lov at føre virksomheden videre. Jeg er meget ydmyg og stolt over at få denne mulighed og ser frem til at videreføre forretningen, siger Rasmus Toft, der glæder sig over, at alle medarbejdere i forretningen ønsker at fortsætte. Desuden ser han også frem til et fortsat godt samarbejde med Mollerup Mølle.

 

- Jeg ser desuden frem til de muligheder og synergier, der vil opstå i samarbejdet med Søren Rasmussen og Frandsbjerg In-vest. Selvom ejerskabet ændres, vil det ikke betyde noget for firmaets værdier – vi vil fortsat vægte troværdighed og gode relationer og herigennem udvikle Nordvest Foder, siger Rasmus Toft.

 

Til stede i hele værdikæden

Til spørgsmålet om hvorfor Søren Rasmussen nu vælger at investere i Nordvest Foder A/S siger han: 

 

- Denne case minder på mange måder om mange andre af de investeringer vi foretager i Frandsbjerg Invest. Vi ønsker at investere i unge virksomhedsejere og udvikle forretningerne sammen med dem. Investeringen er lidt anderledes, da det er i en grovvareforretning, men er i fuld tråd med vores vision om at være til stede i hele værdikæden. Vi tror på en spændende fremtid for Nordvest Foder A/S, da det i dag er en veldrevet virksomhed, der med nye input er godt rustet til fremtiden. 

Der er også tilfredshed blandt sælgerne, der alle har været glade for forløbet og den endelige handel.

 

Omkring salget af Mollerup Mølles aktier i Nordvest Foder siger Jakob og Holger Pedersen, Mollerup Mølle:

 

- Vi er fra Mollerup Mølles side godt tilpasse med salget af Nordvest Foder. Der har gennem alle årene været et godt samarbejdemellem vores to forretninger. Nu skilles vi rent ejermæssigt, og det passer os fint. Vi kan fokusere endnu mere på vores egen forretning, men vi bibeholder selvfølgelig Nordvest Foder som den gode samarbejdspartner, de altid har været og med sikkerhed også vil være fremover med Rasmus ved roret.

 

Nordvest Foder oplyser, at der senere vil blive annonceret en markering i forbindelse med forretningsoverdragelsen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 27, 5. juli 2024

 

 

< tilbage