+45 2047 1611
< tilbage 20-09-2024 - 14:48

Nye rammer i Skuespilhuset godt modtaget til Baltic Grain Exchange

Deltagerantallet til Baltic Grain Exchange i København fortsætter med at vokse

Af Anya Engelbrecht

 

Torsdag i denne uge var der betydeligt flere jakkesæt i Skuespilhuset i København, end på en gennemsnitlig hverdag. Her var flere end 700 aktører fra agri commodity, korn- og foderindustrien nemlig samlet til et at branchens årlige højdepunkter, den store høstfest: Baltic Grain Exchange. 

Som altid brillierede Dakofo igen i år med en uforklarlig evne til at kunne garantere solskin til arrangementet, og jakkerne blev hurtigt lagt i efterårsvarmen, mens den summende lyd af mange gode samtaler, ledte tankerne hen på en vellykket familiefest. 

Det høje deltagerantal satte igen i år deltagerrekord, og gæsterne repræsenterede 370 virksomheder fra 40 lande. 

- Vi er i Dakofo meget glade og tilfredse med den fantastiske opbakning igen i år, både fra vores egne medlemmer og fra vores internationale gæster og samarbejdspartnere, der gang på gang kommer og bakker op om vores event, fortæller Claus Saabye Erichsen, teamchef i Dakofo, til Grovvarenyt sidst på eftermiddagen. 

Direktør i Dakofo, Asbjørn Børsting, glæder sig også over, at deltagerantallet fortsætter med at vokse hvert år. 

- Som branche spiller korn- og foderindustrien en vigtig rolle i forsyningen af fødevarer, og bærer derfor også et stort ansvar. Baltic Grain Exchange er derfor en god mulighed for at mødes og udveksle erfaringer samt sætte fokus på de fælles udfordringer, vi har i branchen. Og netop i år er der vigtige temaer, der skal drøftes under Baltic Grain Exchange.

 

40 uanmeldte gæster til formiddagsseminar

Det var første gang, Baltic Grain Exchange fandt sted i Skuespilhuset efter først mange år i Børsbygningen efterfulgt af et par år i Øksnehallen. 

- Det er et farvel til mange traditioner og erfaringer, som vi har været glade for, men selvom vi stadig mangler at evaluere, tør jeg godt konkludere, at det har været rigtig positivt at være i Skuespilhuset i dag. Det er et markant stilskift fra de historiske bygninger, men jeg har kun hørt gode tilbagemeldinger – både om lokalerne og om forplejningen, som i år var små stykker smørrebrød i stedet for pølsevogn, lyder det fra Claus Saabye Erichsen.

Forud for selve netværksarrangementet, der startede kl. 13.00, var der formiddagsseminar med tidligere miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, der i dag arbejder i Verdensbanken indenfor landbrugsområdet, om hvordan værdikæden kan spille en rolle i bæredygtig omstilling i landbruget

- Vi havde reserveret 100 pladser, da der var 95 tilmeldte. Men vi endte med at være 140 til formiddagens seminar. Vi er meget glade for den flotte opbakning, og for et spændende og yderst relevant oplæg fra Esben Lunde Larsen. 

Baltic Grain Exchange blev, som traditionen foreskriver, afsluttet med gallamiddag i Operaen, som var fuldt booket. 

 

< tilbage