European Protein har indgået aftale med en malaysiske foderproducent om at etablere to nye fermenteringsfabrikker til at forsyne markederne i Sydøstasien
Af Helge Lynggaard
I sidste uge indgik European Protein en aftale om at opføre to fermenteringsfabrikker i Malaysia. Det skal ske i et joint venture med den malaysiske foderproducent, Yenher Holdings Berhad. Sammen skal virksomhederne omdanne planteproteiner og biprodukter til højværdi-foderingredienser gennem European Proteins fermenteringsproces.
De to nye fabrikker slutter sig til en familie bestående af European Proteins tre fermenteringsfabrikker i henholdsvis Danmark, Ukraine og USA.
Den første af de to malaysiske fabrikker skal producere fermenterede proteiner baseret på rapsskrå, tang og sojaskrå. Den anden fabrik i rækken skal et nyt produkt, nemlig palmekernekage, oplyser European Protein i en pressemeddelelse.
Kernen i European Proteins forretning er fermentering af rapsskrå, tang og sojaskrå med mælkesyrebakterier.
- Selvom asiatiske lande er kendt for deres ekspertise inden for fermentering, er teknologien solid-state mælkesyrefermentering patenteret af danske European Protein og dets moderselskab, Fermentationexperts. Solid-state fermentering bruger mindre vand og energi og genererer mindre spild, hvilket efterlader et mindre miljøaftryk end traditionel, flydende fermentering, oplyser European Protein.
Omdanner palmekernekage til højkvalitetsfoder
Indonesien og Malaysia er verdens største producenter af palmeolie med 83 procent af den samlede markedsvolumen. Biproduktet, palmekernekage anvendes som et såkaldt mellemklasseproteinfoder, der eksporteres til blandt andet EU’s drøvtyggere.
De 8,9 millioner tons palmekernekager (USDA, 24) betragtes som et lavværdifoder på grund af deres høje fiberindhold og lave fordøjelighed, og bruges sjældent til en-mavede dyr. Mangel på velegnede proteinafgrøder gør derfor Sydøstasien afhængige af import af soja til fodring af grise, fjerkræ og akvakultur.
- Ved brug af mælkesyrebakterier har European Protein formået at øge fordøjeligheden af fibre, proteiner og mineraler i palmekernekage markant. Som et resultat af det teknologiske gennembrud, vil fermenteringsfabrik nummer to udelukkende omdanne palmekernekage til et nyt proteinfoder, der kan anvendes til grise, fjerkræ og akvakultur. Det nye proteinfoder skal dermed bidrage til at øge Sydøstasiens adgang til lokale proteiner, oplyser European Protein.
Jens Legarth, CEO og grundlægger af European Protein, tilføjer:
-Vi er begejstrede for at samarbejde med Yenher i dette transformative venture. Vores samlede indsats vil hæve kvaliteten af de lokale foderingredienser og adressere kritiske globale udfordringer, som at sikre fødevaresikkerhed og løse knaphed, naturligt øge dyresundheden og reducere miljøpåvirkningen af foderproduktionen. Dette er blot begyndelsen på en ny æra for biosolutions i landbruget.
Klar til produktion i 2025
Den første fabrik, YH European Protein Asia Sdn. Bhd. (YHEPA), forventes at være klar til at forsyne markederne i Sydøstasien i fjerde kvartal, 2025. Den første investering på 100 millioner kroner skal bruges til at omdanne en eksisterende foderfabrik i Penang til et topmoderne, GMP+-certificeret fermenteringsanlæg. Timingen for palmekernekagefabrikken er endnu ikke fastlagt.