+45 2047 1611
< tilbage 02-11-2024 - 17:50

Tre grovvareselskaber kommer ud med vidt forskellige resultater

Vejrup Andel næsten tredobler årets resultat, Nordsjællands Andels Grovvareforening kommer med et minus på 5,4 mio. kr., mens Salling Grovvarer vender tilbage med et positivt resultat

 

 

Af Anya Engelbrecht

 

På trods af en vanskelig høst og et stærkt konkurrencepræget marked, kommer den selvstændige grovvareforening, Vejrup Andels Grovvareselskab, ud af regnskabsåret 2023/2024 med en omsætning, de selv betragter som tilfredsstillende. 

Omsætningen blev 433,6 mio. kr. mod 444, 2 mio. kr. året før. 

- Vi har gennem regnskabsåret set faldne priser på stort set alle varegrupper. Priserne har været ekstremt volatile, men med vores risikostyring har vi formået at styre igennem uden kritiske tab i virksomheden. Der har også været stigende renter, hvilket har påvirket regnskabet negativt, skriver grovvareselskabet i ledelsesberetningen i regnskabet.

- Høsten i 2023 var en lang og våd høst med lave udbytter og afgrøder af mindre god kvalitet. Vejrup Andel indvejede i alt 38.781 ton afgrøder, hvilket er cirka 10.000 ton mindre end sidste år. Dog har vi stadig mere korn, end vi kan lagre, og har derfor været nødt til at flytte noget til eksterne lagre. 

 

Foderfabrik er et stort aktiv

Regnskabet er blevet påvirket positivt af tilgangen af nye kunder fra både det primære landbrug og hobbybedrifter, hvilket har været en medvirkende faktor til, at årets resultat efter skat næsten er tredoblet i forhold til året før. Således afslutter Vejrup Andel regnskabsåret med et resultat på 5,9 mio. kr. efter skat mod 2,1 mio. kr. efter skat i 2022/2023.  

Den store difference skyldes også, at virksomheden har investeret mindre end året før. Der har i sidste regnskabsår ikke været foretaget større investeringer, udover løbende forbedringer og optimering i produktionen og på ejendomme. 

En væsentlig spiller for aktivitetsniveauet i Vejrup Anden er foderfabrikken i Roust, der i årets løb producerede cirka 80.000 tons foder fordelt på svine-, kalve- og kvægfoder samt premix blandinger. 

Kapacitetsudnyttelse er forøget, og derfor er produktionseffektiviteten også blevet bedre, uden at gå på kompromis med kvaliteten. Dette har også påvirket regnskabet positivt, fremgår det af ledelsesberetningen. 

Vejrup Andel forventer ikke at gennemføre store ændringer i driften i næste regnskabsår, hvor de kalkulerer med en omsætning på 375 mio. kr. og et resultat på 2,7 mio. kr. efter afskrivninger men før skat.

 

Nordsjællands Andels Grovvareforening med et minus på 5 mio. kr. 

For andet år i træk leverer Nordsjællands Andels Grovvareforening, NAG, et årsregnskab med betydeligt underskud. I regnskabsåret 2022/2023 var underskuddet 2,5 mio. kr., mens det i seneste regnskabsår var 5,4 mio. kr.  Balancen viser en egenkapital på 81 mio. kr., hvilket er 7 mio. mindre end året før 

I ledelsesberetningen i forbindelse med regnskabet bliver årets resultat beskrevet som utilfredsstillende. 

- Resultatforventningen for regnskabsåret var et resultat før skat på 1,5 – 2 mio. kr. Målsætningen blev derved ikke opfyldt fra primær drift, grundet manglende indgående afgrøder og kvaliteten deraf, fremgår det i beretningen. 

Omsætningen i 2023/2024 var 204 mio. kr. mod 301 mio. kr. året før. Nedgangen i omsætningen skyldes blandt andet en væsentligt lavere afgrødeindgang på grund af en svigtende høst med mindre udbytte og forringet kvalitet. 

Der er i året udbetalt 1,4 mio. kr. af andelskapitalen til ophørte medlemmer og investeret for 380.000 kr. 

Ledelsen slår fast i beretningen, at den vurderer, at foreningen er økonomisk solid nok til at fortsætte drift, investeringer og gældsafvikling i fremtiden. 

I regnskabsåret 2024/2025 forventer ledelsen et positivt resultat på 1,75 – 2,75 mio. kr. før skat. 

 

Salling Grovvarer vender tilbage med positivt årsresultat

Salling Grovvarer A.M.B.A. ser positivt på fremtiden efter to regnskabsår med resultater, virksomheden ikke har betragtet som tilfredsstillende. 

I regnskabsåret 2023/2024 kommer grovvareforretningen ud med et resultat på 308.000 kr. 

- Vi har været udfordrede af en stor mængde maltbyg, som vi har måttet kassere på grund af kvaliteten, og generelt af den dårlige høst i 2023, der har været problematisk. Derfor er resultatet naturligvis heller ikke tilfredsstillende, fortæller direktør Arne Munk til Grovvarenyt. 

I regnskabsåret 2022/2023 havde Salling Grovvarer et underskud på 6,8 mio. kr., hvilket skyldtes en position med træpiller og gødning, der faldt voldsomt. 

I regnskabsåret 2024/2025 forventer virksomheden et positivt resultat før skat i niveauet 1 – 1,5 mio. kr.  

- Vi følger det budget, vi har lagt for indeværende regnskabsår, og forventer at se flere positive indvirkninger i år. Den maltbyg, vi har fået ind, er allerede også testet og har en fin kvalitet, så det tegner godt, og det glæder vi os over, lyder det fra Arne Munk.

 

 

 

 

 

 

 

< tilbage