+45 2047 1611
< tilbage 20-06-2025 - 11:05

Lantmännen Agro leverer rekordoverskud trods mindre omsætning

Det svenskejede selskab i Nyborg får et overskud i 2024 på 12,7 millioner kroner

Af Helge Lynggaard

 

Til trods for lavere priser og mindre omsætning kan grovvareselskabet Lantmännen Agro A/S præsentere et rekordstort overskud for 2024.

Resultatet på bundlinjen blev 12,7 millioner kroner mod 8,0 millioner kroner i 2023. 

Det fremgår af den offentliggjorte årsrapport for 2024. 

Overskuddet fremkommer efter en omsætning på 655,3 millioner kroner i 2024 mod 732,6 millioner kroner i 2023. Faldet i omsætning skyldes lavere markedspriser. Mængderne var som budgetteret, men priserne trak omsætningen ned. Alligevel oversteg årets samlede resultat forventningerne betydeligt, fremgår det af årsrapporten.

- Første halvår af 2024 blev udfordret af de ringe udbytter i høsten 2023, og der var ligeledes store kvalitetsmæssige udfordringer af høst 2023 specielt på maltbyg, som er et stort fokusområde. Stram kvalitetsstyring og effektiv afvikling fik os navigeret gennem første halvår af 2024 på tilfredsstillende vis uden de store kvalitetsmæssige problemer, skriver ledelsen i årsrapporten.

Her understreges det, at høsten 2024 ikke bød på samme kvalitetsmæssige udfordringer selv om høsten for andet år i træk var med lavere gennemsnitlige høstudbytter.

- Vi ser større og større fokus på de vejrmæssige udfordringer med manglede eller for meget nedbør, der i perioder påvirker priserne voldsomt, og de generelle klimapåvirkninger øger behovet for stram risikostyring - ikke kun hos firmaerne - men ligeledes hos vores kunder. Krigen mellem Ukraine og Rusland virker indregnet i priserne og tillægges ikke betydning i samme grad som tidligere, skriver ledelsen i årsrapporten.

Her understreges det, at Lantmännen Agro har stor opmærksomhed på, at landbrugserhvervet presses meget af klimapåvirkninger, politisk uro og en dertil hørende presset økonomi.

- Vi ser i grovvaremarkedet en øget konkurrence firmaerne imellem men også et ønske fra vores kunder om at være en medspiller i de udfordringer, de gennemgår.

Selskabet forventer i det kommende regnskabsår en omsætning på niveau med 2024 i intervallet 650-700 milioner kroner og et resultat i 2025 på omkring syv millioner kroner.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 25-2025 - fredag 20. juni 2025

 

 

 

 

 

 

 

 

 

< tilbage