+45 2047 1611
< tilbage 19-02-2026 - 12:25

Danish Agro er tilbage på sporet efter et vanskeligt år

Danish Agro fordobler indtjeningen i 2025 og vokser på flere markeder

Af Helge Lynggaard

 

- Meget er lykkedes for os i 2025. 

Sådan lyder det fra Danish Agros koncernchef Henning Haahr, da han på et pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet kan berette, at Danish Agro er kommet ud af 2025 med et resultat før skat på 546 millioner kroner.  

- Det er en fremgang på 123 procent, som han udtrykker det.

Henning Haahr glæder sig over, at driftsindtjeningen er steget fra 1,1 milliard kroner til 1,3 milliard kroner efter en koncernomsætning på 47 milliarder kroner, hvor omsætningen året før var på 45,5 milliarder kroner.

- Vi er meget tilfredse med resultatet i 2025 – ikke mindst i et marked med lavere priser og en lille høst i 2024, der også gav sig udslag i 2025, siger Henning Haahr, og peger på at der altid vil være gynger og karruseller i et regnskab.

Henning Haahr peger på specielt tre områder, som Danish Agro er lykkedes med i 2025:

- Vi er lykkedes med at vækste i et faldende marked. Vi er lykkedes med at have en stram styring af vores omkostninger, der kun er steget med 2,1 procent og dermed mindre end inflationen. Endelig er vi lykkedes med en stram styring af vores rentebærende gæld, som vi har reduceret med godt en milliard. Sammen med en lavere rentesats har vi derfor sparet 100 millioner kroner i renteomkostninger, siger Henning Haahr.

Han understreger, at Danish Agro i 2025 har nået en milepæl.

- Vi lander på en rekordhøj soliditet på 35,4 procent mod 32,9 procent i 2024. Det er meget tilfredsstillende, at vores soliditet er forbedret så markant. Vi har i mange år spejdet mod en soliditetsgrad på 35 procent, så det er lidt af en milepæl for vores virksomhed og vores ejere, at det nu er lykkedes, siger Henning Haahr. 

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 8, torsdag 19. februar 20226

< tilbage