Af Helge Lynggaard
Det var ikke et regnskab, der indbød til fest, da DLG onsdag offentliggjorde regnskabet for 2025.
Trods en mindre fremgang i omsætningen for DLG-koncernen fra 60,7 milliarder kroner i 2024 til 61,8 endte bundlinjen med et nyt trecifret millionunderskud. Resultatet før skat lyder på minus 192 millioner kr., mens resultatet efter skat er 352 millioner kroner.
- Det er et 2025 regnskab, som vi ikke på nogen måde er tilfreds med. Men det er også et regnskab, som vi mener, er nødvendigt. Vi har set, at der er behov for oprydning og for mere økonomisk handlefrihed, sagde koncernchef Peter Giørtz-Carlsen på et pressemøde, efter at DLGs repræsentantskab havde godkendt regnskabet på et møde på Hotel Koldingfjord.
Han understregede, at DLG er i fuld gang med en transformation, der skal skabe et mere konkurrencedygtigt DLG.
Kort før sommeren 2025 satte DLG gang i ReGen, der bliver betegnet som et transformationsprogram, der går på tværs af alle DLGs forretningsområder. Det skal levere en milliard kroner i forbedringer af bruttodriftsresultatet ebitda inden udgangen af 2027, hvoraf 600 millioner kroner vil blive geninvesteret for at gennemføre transformationen.
Peter Giøtrz-Carlsen havde været ansat i nogle få uger, da han sidste år skulle præsentere et årsregnskab med millionunderskud.
- Jeg havde håbet, at jeg ikke igen i år skulle stå med et dårligt regnskab. Men jeg er super glad for, at vi hurtigt fik sat gang i planen med ReGen for at tage kontrollen tilbage, sagde han på pressemødet onsdag.
Arbejdet i fuld gang
Arbejdet med at finde besparelser i ReGen-transformationen er i fuld gang, berettede han.
- Vi har blandt andet lavet en ny organisering af vores grovvareforretning, så vi nu har én forretning på tværs af tre markeder, og vi ser allerede nu fordelene ved at kunne arbejde tættere sammen på tværs. I en branche som vores med så lave marginer er det nødvendigt at få skaleret. Vi lancerer nye loyalitetskoncepter overfor vores ejere, og vi har etableret en international tradingstruktur. Der har været mange udfordringer i 2025, og en af de største var en stor høst, som vi fik for lidt ud af, fordi der var meget lave priser. Det har vi nu greb om med vores nye trading-setup.
Klar med 800 aktiviteter
Peter Giørtz-Carlsen fortalte, at 40 procent af den milliard, som er målet med ReGen, er under eksekvering.
- Vi har 241 forskellige aktiviteter listet op, som vi er i gang med. Vi tror, at vi med udgangen af 2026 har for 800 millioner kroner under eksekvering. Det er et kæmpe system, hvor alle ideer bliver valideret, og vi prøver at tage dem med mest potentiale første. Vi har allerede listet 800 aktiviteter op. Nogle er i et tidligt stadie og andre er klar til eksekvering, og vi tror fast på, at milliarden er nået inden udgangen af 2027, sagde Peter Giørtz-Carlsen.
Markedsandel
På et spørgsmål om hvor vidt DLG har tabt eller vundet markedsandele i det forløbne år, svarede han:
- Vi ser ikke, at vi har tabt væsentlige markedsandele. Vores bedste skøn er, at vi i Danmark har bevaret markedsandel langt de fleste steder, så vi ligger nogenlunde flad for vores markedesandel i 2025. Vi er her for at vinde også i det danske marked, sagde Peter Giørtz-Carlsen.
Artikel fra Grovvarenyt 9-2026, 27. februar