+45 2047 1611
< tilbage 26-05-2026 - 13:48

Menneskeskabte kemikalier i al jord i byområder

Over 30.000 danske skoleelever har bidraget til, at danske forskere har fået ny brugbar viden om den danske jords sundhed 

Af Helge Lynggaard

 

En stor national undersøgelse af jord fra landets byer og bynære områder viser nu, at ingen af de undersøgte jorde er fri for menneskabte kemikalier. Der blev påvist godt 100 forskellige kemikalier og i cirka 80 prodent af alle prøverne er der fund af PFAS. Der er på nuværnede tidspunkt kun påvist, at der er kemikalier i jorden – senere skal forskerne måle koncentrationerne.

Det fremgår af en nyhed fra Aarhus Universitet, hvor forskere sammen med kolleger fra Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet gennem de seneste måneder har undersøgt og analyseret jordprøverne, som er indsamlet af 30.000 skoleelever over hele landet.

I efteråret var skoleelever fra alle egne af landet ude med spaderne og grave i jorden, da de deltog i Masseeksperiment 2025, der tager pulsen på jordens sundhed.

Eleverne indsamlede jordprøver i henholdsvis 10 og 40 centimeters dybde fra skole- og byområde samt bynært skovbryn og bynært markområde. Forskerne fra AAU, AU og DTU er nu klar med svar på de første 10 cm af jordbunden af den bynære jord.

- Resultaterne viser, at ikke en eneste af jordprøverne er fri for menneskeskabte kemikalier. På tværs af prøverne er der påvist mere end 100 forskellige stoffer. Kemikalierne er typisk stoffer, der er brugt i industrien, pesticider, PFAS og lægemiddelrester, f.eks. PFOS, flammehæmmere, kemikalier der er i bildæk, fungicider og smertebehandlingsmedicin, siger lektor Martin Hansen fra DTU Sustain.

Resultatet dokumenterer, at der er industrikemikalier og andre kemikalier i 100 procent af jordprøverne. Gruppen af kemikalier indeholder op mod 59 forskellige stoffer.

PFAS i 80 procent

De sundhedsskadelige og svært nedbrydelige PFAS-stoffer er fundet i ca. 80 pct. af prøverne på tværs af de undersøgte områder, mens et enkelt PFAS blev fundet i 63 pct. af de bynære landbrugsområder. Samtidig er pesticider og biocider fundet i op til en tredjedel (31 pct.) af jordprøverne fra de bynære landbrugsområder, hvor der er identificeret op til 13 forskellige stoffer. Nogle af stofferne har været forbudte at anvende i Danmark i mere end 30 år.

Den nye viden om, at der ingen ren jord findes i byområderne, får professor Mogens Humlekrog Greve fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, der står i spidsen for forskningsdelen af Masseeksperiment 2025, til at rette et særligt fokus mod  tiltag som urban agriculture, der i stigende grad vinder indpas i de danske storbyer, hvor f.eks. urbane farme og grønne fællesskaber skyder frem.

- Hvis man bor i byen og producerer afgrøder i nærområdet, bør man være opmærksom på, at jorden med stor sandsynlighed kan indeholde menneskeskabte kemikalier, siger Mogens Humlekrog Greve.

- Vi kender endnu ikke ‘cocktaileffekten af de problematiske stoffer i byjorden og heller ikke koncentrationen af hvert enkelte stof. Vi ved heller ikke, om stofferne vil blive i jorden, optaget i planter eller om de f.eks. kan sive ned i grundvandet. Det, vi ved nu, er, at der kan spores menneskelig påvirkning i den bynære jord. Ikke en eneste prøve af den bynære jord var ren, og her er vi altså særligt overraskede over hyppigheden af PFAS, fortæller Mogens Humlekrog Greve. 

 

Regnormene har det godt

I årets Masseeksperiment skulle eleverne også tælle, måle, veje og artsbestemme et af jordens vigtigste dyr - regnormen.

Til trods for de omfattende spor af menneskeskabt kemi i jorden peger resultaterne på noget markant positivt: Den danske jord er stadig fuld af regnorme.

Da det er regnormene, vi blandt andet kan takke for, at planterne får masser af næring og kan vokse, gro og blomstre, er den tætte tilstedeværelse af regnorme ifølge forskerne rigtig godt nyt.

Resultaterne viser, at der typisk lever mellem 150 og 250 regnorme pr. kvadratmeter i den bynære jord. Samtidig fastslår resultaterne en høj artsdiversitet. Der er nemlig fund af samtlige af de ti mest almindelige regnormearter i elevernes undersøgelser, hvilket understreger, at jorden ikke bare er levende – men også mangfoldig.

 

Masseeksperiment

Masseeksperiment er verdens største ‘student science’-projekt og bygger på et tæt samarbejde mellem engagerede elever og erfarne forskere. 

Siden 2007 er der hvert år udviklet et nyt eksperiment i samarbejde med nogle af landets førende forskere. Masseeksperiment 2025 er udviklet i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet, og støttet af Nordea-fonden og Villum Fonden, mens forskningsdelen er støttet af Poul Due Jensens Fond.

 

 

 

 

< tilbage