Forskere fra Carlsberg Laboratoriet har som de første i verden kortlagt humlens arvemasse. Den danske forskning deles nu frit for at hjælpe landmænd, forskere og bryggere med at beskytte og forbedre en af øllets vigtigste ingredienser.
Af Helge Lynggaard
Mængden og kvaliteten af humle falder, fordi klimaforandringer presser produktionen, da nogle af de vigtigste dyrkningsområder er påvirket af højere temperaturer, tørke og mere ustabilt vejr.
Nu har forskere fra Carlsberg Laboratoriet på Valby Bakke i København lavet det mest detaljerede genetiske kort over humle til dato, som giver ny indsigt i plantens opbygning og muligheder for at forbedre den.
Det oplyser Carlsberg A/S i en pressemeddelelse.
Forskningen er netop blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature Communications og kan danne grundlag for at udvikle humle, der bedre kan klare klimaforandringer – samtidig med at det kan åbne for nye smags- og kvalitetsmuligheder.
Resultater frit tilgængelig
Siden Carlsberg Laboratoriet blev grundlagt af bryggeren J.C. Jacobsen i 1875, har det været tradition at dele forskningen med omverdenen. I tråd med den tanke – at videnskab, ligesom øl, skal deles – er resultaterne gjort frit tilgængelige, så både forskere, landmænd og bryggere verden over kan få gavn af dem.
- Udfordringer som klimaforandringer er større end den enkelte virksomhed, siger Birgitte Skadhauge, forskningsdirektør på Carlsberg Laboratoriet.
- Ved at dele vores forskning i humlens arvemasse i Nature Communications giver vi forskere og forædlere verden over værktøjer til at beskytte afgrøder, skabe nye løsninger og være med til at sikre øllets fremtid.
Sådan er humlens komplekse genetik kortlagt
Kort fortalt har forskerne lavet et meget detaljeret ”DNA-kort” over humle, som viser, hvor vigtige egenskaber findes, og hvordan de bliver nedarvet.
- Humle er genetisk langt mere kompleks, end de fleste er klar over, og den kompleksitet har gjort det sværere at forbedre den, siger Ilka Braumann, leder af humle innovation ved Carlsberg Laboratoriet.
- Ved at skille arvemassen ad i de europæiske og nordamerikanske linjer kan vi nu se, hvordan forskellige egenskaber spiller sammen. Det giver en langt klarere vej til at udvikle bedre og mere robuste humlesorter.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 22, 2026