+45 2047 1611
< tilbage 14-08-2026 - 14:27

Mollerup Mølle: Usædvanligt store udsving i kvaliteten af årets høst

Resultatet af en exceptionel tidlig dansk høst bliver et cirka gennemsnitligt udbytte med store kvalitetsforskelle, forudser direktør i Mollerup Mølle

 Af Anya Engelbrecht

 

Onsdag 12. august var årets absolut største høstdag hos den Morsbaserede grovvarevirksomhed, Mollerup Mølle. 16.500 tons høstvarer kom på 24 timer ind over brovægten på tværs af Mollerup Mølles afdelinger, hvor medarbejderne lige nu holder modtagelserne i gang i døgndrift. 

- Det er lidt specielt, at vores høst topper nu, når det er 1-2 uger siden, høsten var på sit højeste øst for Lillebælt, hvor de nærmest er færdige nu, fortæller direktør i Mollerup Mølle, Claudio Pelsen til Grovvarenyt torsdag middag. 

Mollerup Mølle har fem afdelinger i den nordlige og vestlige del af Jylland samt en enkelt på Sjælland. 

- Det er nogle meget store dage, vi står overfor nu. I Jylland mangler vi stadig at modtage over halvdelen af det forventede, men jeg gætter på, at vi er stort set færdige, når vi når til den anden side af weekenden, siger Claudio Pelsen og tilføjer: 

- Det er meget exceptionelt, at høsten er så tidligt færdig. Det skyldes naturligvis vejrforholdene i år, men også at landmændenes kapacitet til at få kornet i hus er blevet meget større de senere år. Det gør høstarbejdet meget mere effektivt, og er også med til at stille større kapacitetskrav til os grovvarevirksomheder. Det er vogne med både 20 og 30 tons, der lander på brovægten i år. 

 

Store lokale kvalitetsudsving

Et andet parameter, hvor årets høst er udover det sædvanlige, er på kvaliteten. På alle typer korn er der store udsving. 

- Det er meget sjældent, at vi har set så svingende kvaliteter som i år. Vi oplever nærmest naboer, hvor den ene indleverer noget ret ringe korn og den anden leverer meget høj kvalitet, til trods for at markerne ligger lige ved siden af hinanden, fortæller Claudio Pelsen og uddyber: 

- Boniteten i jorden er selvfølgelig afgørende, men en stor parameter har også været de store lokale forskelle på bygerne. Nogle marker har fået fint med regn i vækstperioden, mens andre har lidt under tørken, og det har virkelig sat sine spor på udbytterne. 

Et eksempel på den svingende kvalitet ses i maltbyggen, hvor proteinindholdet hos Mollerup Mølle varierer fra 8,0 til 12,8 procent. 

- Det er usædvanligt, at det er lige fra den ene yderlighed til den anden. Det er på ingen måde en homogen vare, vi får ind, men hvis man tager gennemsnittet, vurderer jeg at vi kan levere en fin kvalitet, siger Claudio Pelsen. 

Tørt korn

Claudio Pelsen forventer, at den samlede høst i år kommer til at ligge på et nogenlunde gennemsnitligt udbytte for en dansk høst. Men det er også næsten det eneste punkt, der er indenfor normalen. 

I forhold til vandprocenten, har det tørre vejr givet mange tørrerier en forlænget pause i år. 

- Gennemsnitligt er vi tæt på en vandprocent på 15. Der er selvfølgelig også udsving her, så vi har haft gang i tørrerierne, men det er slet ikke i samme omfang som normalt, fortæller Claudio Pelsen. 

 

Større forskelle i priserne

Fordelingen af afgrøderne og afgrødepriserne er også anderledes i år end tidligere. 

- På grund af trepart og reguleringer, har landmændene svært ved at finde gødning og arealer nok til hvede. Det har medført en ændring i afgrødesammensætningerne. Der bliver dyrket mere rug, byg og havre i stedet for hvede, og det påvirker priserne. Der har traditionelt set været en forskel mellem hvede og byg på 5-7 kr., men nu er hvede gået i udbrud, og det er egentlig en udvikling, vi forventer vil fastholdes, siger Claudio Pelsen og fortsætter: 

- Det kan måske føre til, at vi skal til at ændre nogle sammensætninger i foderblandingerne. Der sker i hvert fald tydeligt en udvikling i udbytterne, der har en indvirkning hos os grovvareselskaber. 

 

God høststemning

Den effektive høstperiode sammenlagt med tørt korn af fin kvalitet og priser, der generelt er 10-15 kroner højere for kornet end for et par uger siden, har ifølge Claudio Pelsen skabt et godt høst-humør, som han håber, bliver hængende. 

- Vi kan jo ikke ignorere, at der den seneste tid har været kritik og negativ omtale af landbruget. Jeg håber, at de mange positive aspekter i høsten kan være med til at løfte både det kollektive humør i branchen og forbrugernes syn på landmændene. Det er jo tydeligt i sådan en høstperiode, at landbruget knokler dag og nat for at sikre vores gode, danske fødevarer. Den kæmpe indsats håber jeg, bliver anerkendt. 

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 33, fredag 14. august 2026.

< tilbage