+45 2047 1611
< tilbage 14-08-2026 - 14:35

Danish Agro forventer høsten afsluttet efter weekenden

Danish Agro har modtaget tørt korn af fin kvalitet med et generelt højere proteinindhold end sidste år

Af Anya Engelbrecht

 

Efter en høstperiode med generelt godt høstvejr og kun få regnvejrsdage, tyder meget på, at de fleste landmænd kan parkere mejetærskerne i maskinhuset for i år, når den kommende weekend er ovre. Det forudser Christian Hjerpsted, salgsdirektør i Danish Agro.

- Det er en meget tidlig høst i år. Det manglende vand har medført en tidlig afmodning af kornet, men det ses desværre også i vores udbytter. I modsætningen til den meget store høst sidste år, ser denne ud til at blive gennemsnitlig – nogle steder måske også under gennemsnittet, siger Christian Hjerpsted og uddyber: 

- Det er tydeligt at se på udbytterne, hvor vandet er faldet henne i vækstsæsonen. På Sjælland og Lolland-Falster bliver der høstet lavere udbytter end i Jylland, hvor der generelt er kommet lidt mere vand. 

 

Højere proteinindhold

Ifølge salgsdirektøren er status på høsten torsdag eftermiddag, at Lolland-Falster er tæt på at være helt indhøstet. Sjælland er på 85-90 procent, Fyn er omkring 80-85 procent, og Jylland er omkring 80 procent indhøstet, dog lidt mindre i Nordjylland.

- Det er tørre marker, der bliver høstet, og det er godt både for os og for landbruget. Det gør det nemmere at håndtere, siger Christian Hjerpsted. 

I forhold til kvaliteten har Danish Agro oplevet et fint gennemsnit uden de helt store udsving. 

- Den generelle tendens er et lidt højere proteinindhold end sidste år. Cirka en procent højere på alle afgrøder. Det gør også, at der er en tendens til, at maltbyggen kommer til at ligge lige på grænsen til at kunne bruges til malt. Men generelt er det nogle fornuftige høstvarer, vi får ind i år, slutter Christian Hjerpsted. 


Artikel fra Grovvarenyt nr. 33, fredag 14. august 2026

< tilbage