Natur- og velfærdsminister Christian Rabjerg Madsen er blandt talerne på Landbrug og Fødevarers stormøde om kvælstofreguleringen
Af Helge Lynggaard
Torsdag middag var der tilmeldt 3.000 til stormødet i Odense. Det betyder, at stormødet flyttes til den største hal i Odense Congress Center kaldet SJF Bank Arena, oplyser Landbrug og Fødevarer.
- At så mange har tilmeldt sig, understreger alvoren i den helt ekstraordinært alvorlige situation, som dansk fødevareproduktion står i. Regeringen er desværre målrettet ved at gøre det dyrere og mere besværligt at producere fødevarer i Danmark. Det rammer producenterne af frugt og grønt, men også de der fx laver korn-, frø, kartofler- og majs, siger Søren Søndergaard, formand for Landbrug og Fødevarer.
Ministerbesøg
Til stede i Odense Congress Center vil også være Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd, der har sagt ja til at deltage og lytte til landbruget.
- Vi holder stormødet for at samle erhvervet og råbe politikerne på Christiansborg op. Derfor er jeg naturligvis glad for, at ministeren sætter tid af til at møde op. Jeg håber på, at han også vil lytte og forholde sig til de helt konkrete udfordringer, vi står med, siger Søren Søndergaard.
Han glæder sig over, at der i de seneste dage har været opbakning til landbrugserhvervet.
- Der er brug for al den opbakning, vi kan samle. For vi står med en bred udfordring. Jeg har hørt, at Christian Rabjerg fokuserer meget på udfordringerne med grøntsager. Det er et meget vigtigt tema, men kun en lille del af den massive udfordring, som rammer Danmarks fødevareproduktion, hvis kvælstofreguleringen rammer 1. januar, siger Søren Søndergaard.
11 grønne treparter på pause
I løbet af de seneste dage har landbrugets repræsentanter i 11 lokale, grønne treparter sat arbejdet på pause som følge af den usikre situation, der hersker om landbrugets rammevilkår. Det sker til trods for at der generelt meldes om godt lokalt samarbejde mellem kommuner, lodsejere og repræsentanter for Dansk Naturfredningsforening.
- Det ser jeg som et klart udtryk for, at det lokale samarbejde er afhængig af ordentlige nationale rammer. Man kan ikke gennemføre Danmarkshistoriens største jordreform, samtidigt med at regeringen haster en fagligt usikker kvælstofregulering igennem Folketinget og lægger op til et nationalt sprøjteforbud, en indsats, der var aftalt skulle foregå med lokalt ophæng. Det handler ikke om modvilje mod forandring, men om at skabe ordentlige og respektfulde rammer for, at de lokale indsatser kan realiseres, siger Søren Søndergaard og understreger:
- I Landbrug og Fødevarer bakker vi fuldt op om vores lokale repræsentanter i treparterne. Det gælder, hvis de vælger at fortsætte som hidtil, men også hvis de ser sig nødtvunget til at sætte arbejdet på pause, fordi usikkerheden simpelthen er for stor lige nu, siger han.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 35 fredag 28. august 2026