+45 2047 1611
< tilbage 24-09-2026 - 10:30

Baltic Grain Exchange opretholder god tilslutning i nedgangstider for kornbørser

Mens flere kornbørser i Europa oplever faldende deltagerantal, strømmede gæsterne stadig til Baltic Grain Exchange i København

Af Anya Engelbrecht

 

Flere virksomheder gjorde debut både som gæster og som udstillere, da Baltic Grain Exchange torsdag i denne uge endnu engang slog dørene op for den internationale korn-, foderstof- og råvarebranche. Igen i år dannede Operaen i København ramme om både selve netværksarrangementet om eftermiddagen og den traditionsrige gallamiddag om aftenen, der som sædvanligt var fuldstændig udsolgt. 

- Vi er rigtig glade for den store opbakning, vi ser fra både medlemmer og internationale gæster. Operaen danner meget smukke rammer for arrangementet, og vi oplever en stor glæde over at mødes i København år efter år, fortæller Claus Saabye Erichsen, direktør i Dakofo, til Grovvarenyt.

 

600 gæster

Baltic Grain Exchange var i år vært for omkring 600 gæster mod cirka 650 gæster sidste år. Men den lille nedgang skaber ingen tvivl om, at det stadig er de rigtige aktører, der kommer til Dakofos store kornbørs. 

- Vi glæder os over både at have fået flere nye udstillere til eftermiddagsarrangementet og at flere nye virksomheder har deltaget. Vi ser generelt i Europa, at flere børser oplever en smule tilbagegang og vigende deltagerantal, og derfor har det været et fokus for os at sikre, at vi ikke oplever et stort fald i deltagerantallet, siger Claus Saabye Erichsen og tilføjer: 

- Det er vi lykkes med, og det viser jo, at vi har det rigtige koncept og et godt program. Deltagerne prioriterer at komme til Baltic Grain Exchange, for her kommer de rigtige mennesker. 

 

En ramme for netværk

I modsætning til tidligere år blev årets netværksdag ikke indledt med et fagligt oplæg. I stedet har Dakofo valgt at fokusere på at skabe et endnu bedre eftermiddags- og aftenarrangement.

- Vi oplevere, at flere af vores medlemmer satte pris på at have hovedfokus på vores events om eftermiddagen og om aftenen, så det har vi lyttet til. Det vigtigste for os er at skabe værdi for vores gæster og medlemmer, og det synes jeg, vi er lykkes med, siger Claus Saabye Erichsen. 

En af de afgørende årsager til den store tilslutning til Baltic Grain Exchange er netop, at der rundt om arrangementet er tid til at netværke med kunder og samarbejdspartnere.

- Vores danske medlemsvirksomheder er rigtig dygtige til at tiltrække deres kontakter og udnytter i høj grad begivenheden til at mødes med deres kunder og samarbejdspartnere i København - blandt andet til frokost inden torsdagens kornbørs i Operaen.

Selvom det kun er dagen derpå, da Grovvarenyt taler med Dakofo-direktøren, er tankerne allerede begyndt at strejfe til næste års børs. 

- Det vellykkede arrangement i går bekræfter os endnu engang i, at det har en enorm relevans at mødes fysisk og tale sammen i branchen. Det er vi meget glade for at kunne sætte rammerne for, og det har bestemt været en succes igen i år. Nu skal vi i gang med evalueringsarbejdet, og vi kigger allerede frem mod, hvordan vi kan gøre det endnu bedre næste år. Det bliver igen den tredje torsdag i september, fastslår Claus Saabye Erichsen.

 

Artikel fra Grovvarenyt 38-2026

< tilbage