European Proteins fermenterede protein af rapsskrå og tang til smågrise er blandt 176 anerkendte nyheder på EuroTier 2026
Af Helge Lynggaard
Der er udbredt glæde og forventninger hos den danske foderproducent European Protein inden EuroTier 2026 i Hannover. På verdens største messe for husdyrbrug er European Proteins smågrisefoder EP199 kåret som en anderkendt nyhed og dermed blandt de 176 nyheder, som dommerkomiteen har udvalgt.
Produktet er udpeget som ”Recognised Novelty” i kategorien Farm Inputs and Technology for the Use of Farm Inputs og bliver præsenteret på Innovation Boulevard, når EuroTier åbner i Hannover i november.
EP199 er fremstillet af fermenteret rapsskrå og tang og kan anvendes i foder til smågrise både før og efter fravænning som et alternativ til sojaprotein og fiskemel.
Eupean Protein har udstillet på EuroTier mange gange, men det er første gang, at virksomheden bliver anerkendt for sin innovation.
- Vi er altid glade, når vi på den måde kan komme frem med vores produkter, siger Maria Almind, International Marketing Manager hos European Protein til Grovvarenyt om anerkendelsen på EuroTier.
- Det betyder uden tvivl at vi får meget større fokus – også internationalt – på vores produktløsninger. Vi har allerede haft henvendelser efter at arrangørerne bag EuroTier har udsendt pressemeddelelse, og vi kan se, at vi har mange flere besøgende på produktet på vores website, fortæller Maria Almind.
Hun tror, at innovations-anerkendelsen af det fermenterede smågrisefoder hænger sammen med, at det er et europæisk produceret foder.
- Det kan både dække et behov for griseproducenter, der vil reducere brugen af antibiotika og hos dem, der gerne vil erstatte sojaprotein med et lokalt, europæisk produceret protein, siger Maria Almind.
Selv om foderet ikke fik hverken sølv- eller guldmedalje på EuroTier, forventer Maria Almind at anerkendelsen af innovation alligevel også vil give meget omtale i internationale fagmedier.
Danske producenter kender primært EP199 fra sofoder, men produktet anvendes allerede til smågrise på flere europæiske markeder, herunder Italien og Ungarn, og de første kommercielle erfaringer er nu også ved at komme fra Danmark.
- For griseproducenter er robuste smågrise og gode produktionsresultater afgørende. EP199 er det samme fermenterede protein, som mange danske producenter allerede kender fra deres søer, siger Pia Sørensen, Nutrition Development Director hos European Protein.
EP199 på EuroTier 2026
EP199 bliver udstillet på Innovation Boulevard på EuroTier i Hannover den 10.–13. november 2026. European Protein udstiller i hal 16, stand C12.
Om European Protein
European Protein er en dansk, familieejet producent af fermenterede tilskudsproteiner til grise, fjerkræ, drøvtyggere og akvakultur. Virksomheden blev grundlagt i 2011 og anvender en patenteret fermenteringsteknologi med mælkesyrebakterier til at producere proteiner, der understøtter dyrenes sundhed og produktionsresultater. European Protein har produktionsfaciliteter i Danmark, USA, Ukraine og Malaysia.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 40, 2. oktober 2026