+45 2047 1611
< tilbage 12-10-2026 - 12:28

Kartoffelformand: Nye kvælstofberegninger er til at leve med

Efter en frasortering af usikre målinger i datagrundlaget bag kartoflers kvælstofudvaskning er kartoflerne gået fra at være en af de mest udledende til en af de mindst udledende afgrøder i dansk landbrug

Af Anya Engelbrecht

 

- Nu nærmer vi os, at beregningerne faktisk stemmer overens med virkeligheden. 

Det er konklusionen fra formand for brancheorganisationen Danske Kartofler, Carl Heiselberg, efter offentliggørelsen af de seneste genberegninger af kartoflers kvælstofudledning, som nu er reduceret med 52 procent i forhold til den oprindelige beregning.

Sammen med majs har kartofler i udvaskningsmodellen Nuar tidligere været placeret som den afgrøde med højest kvælstofudvaskning i dansk landbrug, og det har medført store krav om udtagning af landbrugsjord hos kartoffelavlerne for at kompensere. Men ved en gennemgang af datagrundlaget er der fundet flere målinger, der er usikre, på grund af forkert placering af sugeceller i forsøgsmarkerne, og det giver anledning til en revurdering. 

- Vi kommer selvfølgelig stadig til at skulle tage jord ud, men nu hvor det er mere fagligt rigtigt, er det til at leve med. Når det er besluttet politisk, at vi skal reducere kvælstofudledningen, vil vi selvfølgelig også gerne bidrage i kartoffelbranchen. Det skal bare ske på et fagligt grundlag, og det har det ikke været hidtil, siger Carl Heiselberg til Grovvarenyt og tilføjer: 

- Jeg har ikke engang regnet på de præcise konsekvenser på min egen bedrift med de gamle databeregninger, for det var så forkert, at det ikke gav mening. Men det ville være i omegnen af 150 hektar god landbrugsjord med vanding, der skulle tages ud, og det ville betyde, at jeg ikke selv kunne dyrke foder til mine frilandsgrise længere, så det ville være alvorlige konsekvenser. 

 

Kartoflerne rydder op

Når de usikre målinger sorteres fra, falder den gennemsnitligt målte nitratudvaskning fra kartofler fra 91 til 60 kg N pr. ha. Samtidig viser den nye analyse, at den nuværende beregningsmetode overvurderer kartoflers udvaskning betydeligt. Samlet placerer det nu kartoflerne blandt de afgrøder med lavest kvælstofudledning i det danske landbrug. 

- Det er almindelig viden for os, der dyrker kartofler, at kartoflerne rydder op efter sig selv. Vi kan for eksempel se det, hvis vi dyrker korn efter kartofler i en mark, så kan kornet faktisk godt se noget sultent ud, fordi kartoflerne har fjernet kvælstoffet. Dog giver det alligevel altid et godt udbytte, fordi kartofler har en god forfrugtsværdi. Men selvom vi alle ved det i branchen, er det jo svært at stille noget op, når forskerne på universitetet har beregnet noget andet, siger Carl Heiselberg.

 

Massiv indsats fra branchen

I juni blev beregningen af kartoflernes kvælstofudledning første gang nedjusteret med 28 procent, og med de seneste nye beregninger reduceres udvaskningen nu med yderligere 34 procent. Altså en samlet nedjustering på 52 procent i forhold til den oprindelige beregning. 

Genbesøgene i datagrundlaget sker blandt andet efter en massiv indsats fra blandt andre brancheorganisationen Danske Kartofler og stivelsesindustrien, der både har arbejdet politisk og finansieret nye, retvisende forsøg. 

- Det viser heldigvis, at det kan betale sig at være lidt stædig og ikke gå på kompromis med fagligheden. Vi er meget glade for både de nye beregninger, og at alle typer kartofler undtagen tidlige spisekartofler nu også er samlet under samme kategori i beregningerne. Andet giver ikke mening, siger Carl Heiselberg og tilføjer: 

- Nu må vi bare håbe, at beslutningstagerne også snart får øjnene op for, at der meget andet, der er med til at ødelægge vores vandmiljø. Der skal skrues mange flere steder, hvis vi skal se en forbedring, for vi kommer ikke til at fange flere fisk i vores vandløb i fremtiden, fordi vi tager god landbrugsjord ud. 

Kartoflernes nye indplacering i Nuar-beregneren gælder i forbindelse med kvælstofreguleringen i 2027. I 2027 forventes der at foreligge nye sugecellemålinger i kartofler, der kan indgå i datagrundlaget. I den forbindelse vil kvælstofudvaskningen fra kartofler blive vurderet igen. 

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 41, 9. oktober 2026

 

< tilbage