Vejrup Andel samler i 2027 alle sine aktiviteter i Roust og lukker afdelingen i Vejrup
Af Anya Engelbrecht
Efter et kraftigt fald på bundlinjen i regnskabsåret 2024/25, er overskuddet hos Vejrup Andels Grovvareforening A.m.b.a. (VAG) nu tilbage på sporet med et årsresultat, der er bedre end budgetteret. Årsresultat endte på 2,872 millioner DKK i seneste regnskabsår, og er dermed mere end firedoblet i forhold til det foregående regnskabsår, hvor ufordelagtige kornpriser reducerede overskuddet til 689.000 DKK.
Samtidig har den vestjyske andelsgrovvareforening en lille nedgang i omsætningen, der i seneste regnskabsår var 434,2 millioner kroner sammenlignet med 439,5 millioner kroner året før.
- Det skyldes, at kornpriserne er faldet, men vi har kørt større mængder igennem. Havde vi gjort omsætningen op i tons, ville den være steget, fortæller Mogens Skovbo Hansen, forretningsfører i VAG til Grovvarenyt.
I ledelsesberetningen betegnes omsætningen som tilfredsstillende i et meget vanskeligt og stærkt konkurrencepræget marked med betydelige prisudsving på såvel råvarer som færdigvarer.
- Vi har fået mere korn ind, for det har været et godt høstår. Samtidig har vi også tilgang af nye kunder både fra det professionelle landbrug og mere hobbybetonede bedrifter. Derfor løb vi også tør for lagerkapacitet og valgte ret tidligt at leje nogle eksterne lagre til kornet. Det er selvfølgelig en udgift, men det er jo bare med at få det under tag, understreger forretningsføreren.
VAG indvejede i høsten 2025 i alt 40.000 tons afgrøder, hvilket er cirka 12.000 tons mere end året før.
Undgå for store risici
Ifølge Mogens Skovbo Hansen har risikostyring været afgørende for, at grovvareforeningen er kommet så godt ud af et svært år.
- I dette marked har en konsekvent og disciplineret risikostyring været afgørende. VAG har gennem året haft et tæt fokus på risici, kalkulation og løbende tilpasning af indkøbs- og salgspriser. Det har gjort det muligt at navigere gennem de volatile markedsforhold uden kritiske tab og har medvirket til at fastholde et stabilt resultat. Det handler om at holde tungen lige i munden og lade være med at tage for store risici, lyder det fra Mogens Skovbo Hansen.
Virksomhedens egenkapital udgør pr. 30. juni 2026 32,4 millioner kroner, svarende til en stigning på tre millioner kroner fra året før.
Samler aktiviteter i Roust
I kommende regnskabsår forventer VAG ikke væsentlige ændringer i driften.
- Vi forventer en lille fremgang på både top og bund. Det er ikke de helt store armbevægelser, men en stabil fremgang, vi går efter, fortæller Mogens Skovbo Hansen.
Den helt store ændring i 2027 bliver således, at virksomheden samler alle sine aktiviteter i Roust og lukker afdelingen i Vejrup.
- Det er mere rationelt på den måde i kraft af de aktuelle strukturudviklinger. Afdelingen i Vejrup er sat til salg, og alle aktiviteterne flytter med til Roust, siger Mogens Skovbo Hansen og fortsætter:
- I forlængelse af dette bygger vi en ny hal i Roust på 2.000 kvadratmeter til pallevarer. Arbejdet er allerede så småt i gang med nedgravning af el og vand, og i næste uge går jordarbejdet i gang. Vi forventer at den nye hal kommer til at stå færdig i foråret, slutter forretningsføreren.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 44-2026 fredag 30. oktober