+45 2047 1611
< tilbage 17-06-2024 - 10:07

DNA-forsker får kæmpe donation fra Novo-ejer til udvikling af klimarobuste afgrøder

Et nyt forskningsprojekt med Eske Willerselv i spidsen vil bruge gammel DNA til at skabe klimarobuste fødevarer

 Af Helge Lynggaard

 

Novo Nordisk Fonden er igen ude med en stor gavecheck til forskning inden for landbruget. Denne gang er det et forskningsprojekt med den danske DNA-forsker Eske Willerslev i spidsen, der kan se frem til midler fra den danske Novo-ejer.

 

Projektet har som formål at skabe mere robuste afgrøder i en tid, hvor klimaforandreinger udgør en alvorlig trussel mod biodiversitet og landbrugets produktivitet, hedder det i en pressemeddelelse fra Novo Nordisk Fonden.

 

Forskningsprogrammet får op til 585 millioner kroner over syv år. De 85 millioner kroner er finansieret af den britiske fond Wellcome Trust.

 

I projeket, der går under navnet Aegis, vil forskere undersøge jordprøver ved hjæp af DNA for at se, hvordan naturen tidligere har tilpasset sig klimaforandringer.

 

- Jorden har været udsat for mange klimaforandringer gennem tiden, og den har tilpasset sig. Ved at hive DNA ud af gammel jord kan vi finde de her tilpasninger, som gjorde planterne mere levedygtige. I jordprøverne kan vi se DNA, der er op til to millioner år gammelt, forklarer DNA-forsker Eske Willerslev, der er professor på Københavns Universitet og University of Cambridge.

 

- Ved at kombinere disse data med nye bioinformatikværktøjer og AI kan vi tage et kvantespring i vores forståelse af, hvordan økosystemer og individuelle arter fungerer og har tilpasset sig de samme miljømæssige udfordringer som dem, vi forventer i den nærmeste fremtid. Denne dybe forståelse af natur og miljø vil gøre det muligt at skabe modstandsdygtige afgrøder, der kan modstå og afbøde klimaforandringer, siger Mads Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Fonden.

 

- Landbrugssystemer og de fødevarer, vi dyrker, har ændret sig over årtusinder. Vi ved i øjeblikket meget lidt om tidligere økosystemer og hvilke ændringer i biodiversiteten, der måske er sket, når miljøet ændrede sig. AEGIS håber at opbygge den evidens, der er nødvendig for at styrke modstandsdygtigheden i fødevaresystemer over hele verden i lyset af fremtidige miljøændringer, uddyber John-Arne Røttingen, CEO for Wellcome Trust.

 

Datamotor i København

Som en del af forskningsprogrammet etableres et globalt knudepunkt for ekspertise inden for fagfeltet environmental genomics på Københavns Universitet. Helt central for AEGIS er den såkaldte datamotor, en verdensførende enhed, der er dedikeret til at udvinde og analysere gammelt eDNA fra sedimentkerner, hvilket giver et indblik i Jordens landbrugshistorie og økosystemernes reaktion på ændringer over hundreder til millioner af år.

 

- Aegis har potentiale til at bryde videnskabelige barrierer på en række områder og samtidig levere håndgribelige løsninger til landmænd verden over, siger Mads Krogsgaard Thomsen, CEO i Novo Nordisk Fonden.

 

Artikel fra Grovvarenyt fredag 14. juli 2024

 

 

< tilbage