+45 2047 1611
< tilbage 11-12-2024 - 11:03

Vestjyllands Andel løb med en af Agromek-priserne

21 nye landbrugsløsninger var tirsdag middag i spil til at vinde en pris til Agromek Award Show – en af dem gik til Vestjyllands Andel

Af Helge Lynggaard

 

Blandt de seks modtagere af Agromek Awards, der blev uddelt på Agromeks åbningsdag, var Vestjyllands Andel. Den prestigefyldte pris fik Vestjyllands Andel i kategorien ”Kornhåndtering” for sigtemaskinen VA SizeMatters,

I alt var 21 af Agromeks nyheder nomineret til at modtage seks priser. Bedømmelsen blev foretaget mandag, hvor en jury af landmænd bedømte hver enkelt nyhed og udvalgte de seks, der skulle have priserne.

 Priserne blev overrakt at formand for Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard, og på Vestjyllands Andels vegne var det produktkonsulent Jakob Holm Jonsson, der modtog diplom og blomster.

- Tusind tak. Det er fedt, at vi som foderstof kan få lov til at være med i det her game. Der er masser af gode folk, der har arbejdet på det her i mange år - og det er dem, der skal have al æren, sagde Jakob Holm Jonsson i en kort takketale fra scenen.

Juryens begrundelse for at vælge VA SizeMatters til en af priserne lød:

- Når VA SizeMatters-sigtemaskinen implementeres i hjemmeblanderiet, åbnes der mulighed for bedre, hurtigere og mere nøjagtig kontrol af foderkvaliteten i hver enkelt fodertype. Udvalget vurderer, at da kontrollen af foderet i dag ofte sker ud fra en visuel vurdering og fremover kan ske på baggrund af præcise oplysninger fra SizeMatters, som derefter bruges til at justere indstillingen af foderanlæggets mølleri, vil det højne foderkvaliteten hos hjemmeblandere.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 48, 29. november 2024

< tilbage