+45 2047 1611
< tilbage 11-12-2024 - 11:11

Hornsyld Købmandsgaard har fået godt fodfæste på østlige øer

Overtagelsen af Overgaards grovvareaktiviteter har på mange områder været en succes – bortset fra milliontab på maltbyg 

Af Helge Lynggaard

 

I foråret 2023 overtog Hornsyld Købmandsgaard grovvareaktiviteterne fra Overgaard Gods. Udover kornfaciliteter på godset ved Mariager havde Overgaard også lager på Køge Havn samt flere andre steder på Sjælland, Møn og Lolland-Falster.

- Det er egentlig gået rigtigt godt med integrationen. Vi har kunnet sikre Overgaards kunder et større sortiment at vælge imellem blandt andet inden for plantebeskyttelsesmidler. Desuden er alle medarbejdere minus en enkelt forsat efter vores overtagelse. Og så er vi rigtig glade for at have fået bedre fodfæste på Lolland-Falster og i hele det sydsjællandske område, siger administrerende direktør Henrik Hedegaard, Hornsyld Købmandsgaard, til Grovvarenyt, da vi møder ham på Agromek.

Men overtagelsen af Overgaards aktiviteter og dermed også en stor mængde maltbygkontrakter med østdanske planteavlere har kostet Hornsyld Købmandsgaard dyrt.

- Vi har tabt et tocifret millionbeløb på maltbyg fra høsten i 2023, for på grund af for dårlig kvalitet kunne vi ikke sælge den som maltbyg. Det er rigtigt ærgerligt, at vi skulle få det tab lige efter overtagelsen, men det er jo, hvad der kan ske, siger Henrik Hedegaard og fortæller, at grovvarevirksomheden for nylig derfor også har måttet tilpasse budgetterne og skære ned på medarbejderstaben.

 

Udsolgt på foderfabrikker

Men bortset fra følgerne af den dårlige maltbyghøst glæder Henrik Hedegaard sig over, at den private grovvarevirksomhed har fuld gang i produktionen.

- Vi har udsolgt på vores foderfabrikker. Vi kan ikke tage mere ind. De kører alle sammen med fuld produktion, så det må være fordi vi laver noget godt foder, siger Henrik Hedegaard med et smil.

- Vi satsede for flere år siden på sofoder, fravænningsfoder og smågrisefoder, og derfor har vi ikke mærket så meget til nedgangen i slagtegriseproduktionen i Danmark. Udover grisefoder producerer vi også meget kvægfoder og hestefoder, og på vores foderfabrik i Gødstrup ved Herning producerer vi udelukkende fjerkræfoder. Dertil kommer vores produktion af proteinkoncentratet AX3 på foderfabrikken TripleA i Hornsyld. Det er også kommet ind i en god gænge, og vi har fået oparbejdet et godt salg specielt på flere eksportmarkeder. 

 

Hestebønner til protein

Hornsyld Købmandsgaard indledte for et par år siden et samarbejde med det hollandsk ejede selskabet Meelunie GPI, der har opført en ny proteinfabrik, hvor der forarbejdes hestebønner.

- Vi har en aftale om at levere hestebønner til fabrikken. Vi skulle levere 20.000 tons hestebønner årligt, men der er vi slet ikke endnu. Fabrikken har været forsinket, men kører nu prøveproduktion. Vi har gennem de sidste par år øget arealet hos landmænd, der har dyrket hestebønner, og vi forventer, at vi skal levere måske halvdelen af det aftalte, og det svarer til dyrkning på omkring 2.000 hektar i den kommende sæson, siger Henrik Hedegaard.

- Vi har stadig hestebønner på lager - også fra sidste år, så vi håber, at der nu kommer gang i produktionen. Heldigvis har Meelunie afsætningen på plads – proteinet sælges til fødevareindustrien over hele Europa, siger Henrik Hedegaard.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 48, 29. november 2024

< tilbage