Kvægproducenten kan nå den lovpligtige reducering af CO2 udledningen på bedriften enten ved at anvende Bovaer eller fedt som det, Lipitec havde med på NutriFair
Af Anya Engelbrecht
Det er landmandens valg, om han vil tilsætte Bovaer eller fedt i foderet for at leve op til de nye regler om metanreducerende fodring af konventionelle køer, der trådte i kraft 1. januar 2025. Fedtet kan for eksempel være i form af de tilsætningsprodukter, fodermiddelproducenten Lipitec A/S, havde med på NutriFair.
- Vi er blandt andet på NutriFair på grund af den meget aktuelle snak om reducering af metan og CO2 i landbruget, som vores fedttilsætningsstoffer er en del af løsningen på, fortæller Aksel Katborg, sales manager i Lipitec, da Grovvarenyt besøger virksomhedens stand på husdyrmessen.
- Hvis landmanden vælger at anvende fedt, er det svært at komme udenom at fodre med en form for beskyttet fedt. Her oplever vi, at der er en forvirring baseret på frygt for, at det vil rykke på fedtsyreprofilen i mælken. Det er der nogle fedttyper, der gør, men det er ikke alle. Det vil vi gerne i dialog med landmanden om, forklarer Aksel Katborg.
Lipitecs produkter bliver foruden i Danmark også forhandlet i Litauen, Polen, Tjekkiet, Tyskland, Norge, Sverige og på Cypern. Produkterne er blandt andet bestående af palmefedt.
- CO2-aftrykket fra de metanreducerende produkter skal naturligvis også tages med i det samlede regnestykke, og der er palmeolie jo ikke det mest klimavenlige produkt. Men vores produkter er lavet af palmeolie, der kommer til Europa, uanset om vi anvender det eller ej. Det er nemlig et overskudsprodukt fra den store mængde palmeolie, der bliver brugt i fødevareproduktionen i Europa, fortæller Aksel Katborg.
Rent prismæssigt estimerer Lipitec, at det godt kan betale sig at anvende fedt frem for Bovaer, selvom fedtløsningen er lidt dyrere i indkøb, når støtten modregnes.
- Ved at anvende fedt får du nemlig noget mere for pengene. Koen får energi og næring, som kan være med til at give stærkere dyr med bedre mælkeydelse.