+45 2047 1611
< tilbage 14-03-2025 - 14:58

DanGødning øger eksporten af gødningsprodukter

Antidumpingtold og importtold koster den grovvareejede gødningsvirksomhed omkring ti millioner kroner årligt

Af Helge Lynggaard

 

DanGødning A/S oplever en stadig større eksport af gødning, og det gælder både gødning til landbruget og specialprodukter. Eksporten steg sidste år med 60 procent, og den udgør nu omkring 20 procent af omsætningen. 

- Det udmønter sig også i et driftsresultat i 2024 på 8,2 millioner kroner, og det er vi faktisk ret stolte af, siger administrerende direktør, Kenneth Frederiksen, DanGødning A/S, til Grovvarenyt.

- Det var et led i vores strategi fra 2020, at vi skulle have en større sortiment af produkter, og vi har derfor brugt mange ressourcer på at udvikle specialprodukter, og det begynder nu at vise gode resultater. Der er tale om specialgødninger til gartnerier og private husholdninger samt avancerede bladgødninger og fosfor startgødninger til placering. Desuden har vi øget eksporten til vores nære markeder som er Sverige, Baltikum, Tyskland, Holland, Belgien og England. Vi eksporter både almindelig landbrugsgødning og specialprodukter, og det er en væsentlig del af vores strategi, at eksporten skal øges. Sidste år blev den øget med 60 procent. Vi forventer dog ikke samme øgning i år, siger Kenneth Frederiksen, der peger på, at det er godt at finde andre markeder, hvis der skal tages 400.000 hektar ud af dansk landbrugsdrift. 

Ifølge DanGødnings regnskab, som netop er offentliggjort, udgjorde omsætningen i 2024 186 millioner kroner – et fald fra sidste års rekordomsætning på 321 millioner kroner.

- Det er en omsætningsnedgang, som hænger sammen med de globale råvarepriser – det vil sige gas- og ammoniakpriser – som nu er faldet igen efter de steg kraftigt efter starten af krigen i Ukraine, siger Kenneth Frederiksen.

Han fortæller videre, at mens salget af specialprodukter og eksporten blev øget, var der sidste forår et fald i afsætningen af flydende gødning til danske landmænd, fordi det var så vådt, at de ikke kunne udbringe det.

- Vi har slået meget på, at der er nogle udbyttemæssige fordele ved flydende gødning, og det budskab vinder større anerkendelse, for vi øger salget af flydende gødning i forhold til det generelle salg af fast gødning. Det er de store landbrug og de professionelle landbrug med blandt andet præcisionsudstyr, der vælger flydende. Vi ser især vækst i bladgødskning og i flydende startgødning til majs og kartofler. Så vi synes, vi er inde i en positiv gænge, siger Kenneth Frederiksen.

Antidumpingtold

Han kan med flere års erfaring tale med om, hvordan det er at være ramt af told på sine importvarer.

- Vi importerer næsten al vores flydende gødning fra USA og Trinidad, og det er belagt med en antidumpingtold, på 22 kr. pr. 100 kg. Dertil kommer importtold på 6,5 procent, så told alene koster os ti millioner kroner om året, og det har den gjort siden 2019. 

Ifølge Kenneth Frederiksen er tolden lagt på importen for at beskytte den europæiske gødningsproduktion. 

- Forbruget af gødning i EU er halveret siden slutningen af 1980’erne, og når det halveres, skal der lukkes kapaciteter, og der lukkes, hvad der svarer til produktionen af en million tons gødning årligt. Jeg tror, at der samlet er 70.000 arbejdspladser i gødningsindustrien i Europa, så derfor arbejder gødningsindustrien for at beskytte det europæiske gødningsmarked, siger Kenneth Frederiksen.

DanGødning A/S ejes af DLG, Danish Agro, Brdr. Ewers A/S og Vestjyllands Andel.

 

Artikel fra Grovvarenyt fredag 14. marts 2025

< tilbage