+45 2047 1611
< tilbage 07-10-2025 - 11:35

Vestjyllands Andel tager søndag i brug til foderproduktion

 Vestjyllands Andels foderfabrikker i Hee, Borris og Ringkøbing kører med fuld kapacitet og tager i øjeblikket en ekstra ugedag i brug for at følge med efterspørgslen

Af Helge Lynggaard

 

Der produceres i øjeblikket rekordstore mængder foder på Vestjyllands Andels otte foderfabrikker.

 - Vi kan godt kalde det et luksusproblem, når efterspørgslen begynder at overstige produktionskapaciteten. Men vi gør alt, hvad vi kan for at forsyne vores medlemmer med de nødvendige mængder foder. Det er nu engang det, vi er sat i verden for, og derfor har vi vurderet, at det er nødvendigt at tage søndag i brug, lyder det fra Jesper Bilberg, salgsdirektør i Vestjyllands Andel.

Han forklarer i en pressemeddelelse fra Vestjyllands Andel, at det primært er nye grise- og kalvefoderkunder, der må væbne sig med tålmodighed. 

I mellemtiden har grovvareselskabet iværksat en effektiviseringsproces, som skal bidrage til at definere, om der er arbejdsgange, der kan optimeres med henblik på at opnå større kapacitet.

- Lige nu melder vi midlertidigt udsolgt af grise- og kalvefoder fra fabrikkerne i Hee, Borris og Ringkøbing på ubestemt tid. Derfor vender vi i øjeblikket alle sten, som eventuelt kan bidrage til øget produktionskapacitet. Hvad enten det gælder sortimentet af foderblandinger, optimeret logistik osv.

- Hvad angår non-GM kvægfoder og hestefoder har vi fortsat kapacitet til rådighed, og det samme gælder for vores økologiske fabrik i Vildbjerg samt mineralfabrikken i Hee. Så vi jagter naturligvis videre i de markeder, hvor der er noget at komme efter. Vi hviler i hvert fald ikke på laurbærrene, forsikrer salgsdirektøren.

 

VA SizeMatters viser sit værd

Men hvorfor er det netop grise- og kalvefoder, der går som varmt brød i Vestjyllands Andel? Én af forklaringerne skal findes i grovvareselskabets sigtemaskine, VA SizeMatters, som er blevet en uundværlig del af grisefoderproduktionen.

- VA SizeMatters har været en X-factor for os. Takket være den kan vi konstant følge med i foderets formaling, mens vi producerer det, hvilket er med til at sikre, at vores kunder får leveret foder med præcis den formaling, som passer til deres dyr. Udover at bidrage til en mere stabil produktion på vores foderfabrikker, bidrager VA SizeMatters til det samme på vores kunders bedrifter. Og dét har øget tilstrømningen af kunder, påpeger Brian Agerbo, salgschef for grisefoder i Vestjyllands Andel.

Vestjyllands Andel forsøger derfor også at hive maksimal værdi ud af den patenterede sigtemaskine ved at videreføre dens kvaliteter til andre dele af foderforretningen.

- Vi har kørt flere forsøg inden for kalvefoderproduktionen, hvor vi – i samarbejde med vores medlemmer – er blevet bekræftet i, at VA SizeMatters også her kan gøre en forskel. Vi ser positive tal på slagtekalvens daglige tilvækst samt et sundere vommiljø, hvilket også bidrager til mindre stress i de enkelte dyrehold, forklarer Jakob Kaisen, salgschef for kvægfoder i Vestjyllands Andel.

- Vi arbejder derfor på at udvide VA SizeMatters-programmet, så vi i fremtiden kan fodre vores opdræt til mælkeproduktion ud fra konceptet. Også på dette område har vi ønsker om en høj daglig tilvækst kombineret med sundere fodring, som i mindre grad belaster koens fysiologi.

Desuden har Vestjyllands Andel udviklet en farmmodel af sigtemaskinen, som er blevet en væsentlig del af produktionen hos flere danske hjemmeblandere i griseproduktionen.

 

Lukrerer på en solid høst

I kraft af et stigende fodersalg stiger Vestjyllands Andels behov for råvarer naturligvis i samme tempo. Og i kølvandet på en tilfredsstillende høst 2025 kan grovvareselskabet glæde sig over en generelt god kornforsyning af konventionelt korn.

Hvad angår byg, rug og især havre har Vestjyllands Andel stort set mængder nok i hus – frem til den kommende høst – ift. at kunne producere den forventede mængde foder.

- Som en direkte konsekvens af et stærkt stigende fodersalg er vi pr. definition altid i underskud af korn på vores fabrikker. Derfor lukrerer vi naturligvis også på en solid høst, som betyder, at vi er godt dækket ind på de fleste råvarer til vores foderblandinger. De resterende mængder af især hvede forventer vi at indkøbe i løbet af efteråret, så vi kan opretholde den høje kvalitet i vores foderblandinger, forklarer Jesper Bilberg.

 

< tilbage